Af en eller anden grund sker der ofte noget magi af en slags, når Zala og jeg er sammen. Det sker ikke imellem os, men rundt om os, som om vi katalyserer en kemisk forbindelse i omgivelserne som så bliver lavet om til Alice's kaninhul.
Da jeg mødte Zala første gang var det i et sært lille lokale på Technische Universität, et lokale gemt væk i et, skulle man tro, af arkitekten glemt hjørne af matematikbygningen. Hun sad foran mig og knejsede arrogant med nakken, og jeg tænkte at det nok var den sidste person i hele Berlin som jeg havde lyst til at snakke med. Men hun meldte sig på det samme oplæg som jeg, og således blev hun den person i Berlin som jeg snakker mest med.
Zala er arrogant. Hun er stædig, stolt og meget kritisk over for sine omgivelser. Vi diskuterer tit og hader ofte hinanden, men befinder os alligevel utroligt godt i hinandens selskab. Om det er denne modsætning imellem os der får magien til at ske, eller om det bare fordi vi deler en umættelig appetit på eventyr skal jeg ikke kunne sige. Sidstnævnte resulterer dog ofte i at vi begiver os afsted, for når den ene foreslår noget, gerne lidt i sjov og lidt for langt ude, trækker den anden bare på skuldrene og siger "mjaa, lad os gøre det..."
Som da vi sad og drak øl i søndags. Vi havde besluttet os for at tage til Potsdam næste dag, for at besøge et spændende husprojekt/projekthus og fandt i den forbindelse på at kigge lidt på couchsurfing. Straks faldt det os ind at vi istedet for at bruge couchsurfing på original vis, hvor man beslutter sig for at rejse et sted hen, og derefter finder og kontakter en person i denne by, ville forsøge os med den omvendte rækkefølge; finde fede profiler og tage derhen. Og så faldt vi over Roberts profil. Denne viste en ung fyr med dreadlocks ned til røven, pirathat og et hus der mest af alt lignede et hus bygget oppe i et træ. Det var det vist også delvist, han havde i hvertfald selv bygget det meste, men vi fik det aldrig at se, for da han inviterede os til at komme, fortalte han at han p.t. passede et hus for en ven, som ikke var et hus, men et gammelt destilleri, og der kunne han da godt bruge noget selskab.
Og vi tog afsted. Byen vi skulle besøge hedder Pritzwalk og er en lille flække nogle timer oppe nordpå.
Henkastet og selvfølgeligt bestemte vi os om formiddagen til at blaffe dertil, på trods af grå himmel og trussel om sne, og vi begav os optimistiske afsted fra Alexander Platz.
Det gik godt og nemt. Vejret holdt tørt, og de 5 forskellige chauffører viste os et fint udsnit af disse motorvejsriddere, som tenderede til at være stereotyper der var sendt til os for at repræsentere den tyske befolkning. Der var den gamle mand som bare var glad og lykkelig og gentog hvad vi sagde flere gange, som om han smagte og nød ordene mens et evigt smil krusede om hans mund, der var den unge fyr som hørte meget høj rockmusik, røg cigaretter mens han sad foroverbøjet i sædet i sin gamle skrammelkasse og lige skulle et smut ind på Mc D og købe hamburgere, der var den middelaldrende herre som lidt bistert fortalte om vindmøllerne som ødelagde hans udsigt, den søde hjertelige dame som mens vi høre Enya fortalte lidt frygtsomt at det nu alligevel var lidt farligt at tomle, og kun fordi vi så så søde ud havde hun taget os med.
Og så var der Robert, som hentede os på den station vi var blevet sat af på, og som med sine ærlige øjne bød os velkommen ind på sin borg...
Magi. Kæmpe bygning, store kampsten og trælægter, sneen pakker alt ind, to arabiske heste står i folden, danser lidt nervøst rundt med bøjede halse ved synet af os, men strækker så de fine små hoveder frem i hilsen og æbleønske. Stor skorsten tårner sig op over os, storken har bygget en komfortabel rede øverst, men den står nu forladt og venter på forårets og sine beboeres komme.
Indenfor er der varmt. Dejlig rød hankat synger velkomstsang for os, og smyger sig rundt om vores ben da vi kommer ind. En stor masseovn sender varme rundt i væggene og bænken, det er et stort lokale vi befinder os i, en hal. Et kraftigt træbord bygget af en naver er centrum for vores måltider, hvor vi indtager lokalt produceret ost og brød, grøntsager, kød, imens vi sidder i træstolene med lædersæder, overdækket af lammeskind. Badeværelset er på størrelse med min lejlighed i Nordvest, badekarret i kobberlignende materiale står for sig selv i midten af rummet. Toilettet er gemt væk i et hjørne, og jeg måtte med forundring herefter sige at det var det første toilet jeg ikke havde kunnet finde, selvom jeg var kommet ind på badeværelset. Et klaver og et piano i et andet hjørne, og her forsøger jeg mig med at læse de ældgamle nodehæfter, katten synger med når jeg rammer en tone rigtigt. Nedenunder er smedien, med et stort åbent ildsted som centrum og 6 ambolte rundt om med en forladt hammer på et par af dem. Her spiller vi alle tre musik, med hamre og jerndimser, rundt og rundt i den rungende smedie, som betaler os tilbage med lange skygger fra kunstværker, håndværk, træ og jern. Udenfor henter vi brænde, går på opdagelse i de tusinde rum når vi kommer tilbage, nogle restaurerede, nogle tomme, nogle fyldt med sære gamle sager. Der er ingen luksus i normal forstand, men vi er omgivet af håndværk, og kærligheden til materialerne emmer ud af alle dele af huset. Vi er tilbage i middelalderen og med en netop afsluttet tempelridder triologi i bagagen, fatter jeg ikke hvordan bøgerne i en sådan grad har materialiseret sig for øjnene af mig - helt ned til hestene ude i træfolden.
torsdag den 25. februar 2010
fredag den 29. januar 2010
En lille tankebobbel
Jeg danser rundt i stuen til Kashmir, som de på mirakuløs vis er begyndt at spille hyppigt på min egen tyske radiostation, Radio Eins – nur für erwachsene! Jeg ligner allermest en svensk fodboldspiller fra 80’erne, til tider en engelsk dommer med mit nye hår. Måske skulle man overveje, næste gang man lod en veninde klippe sig, at være lidt mistænksom når hun står med en øl i den ene hånd og en joint i den anden. Måske skulle man ikke. 2 uger tilbage på studiet i Tyskland, så er det slut, og på trods af at jeg var forberedt på det, undrer jeg mig over hvor hurtig tiden kan gå. Som jeg har oplevet før i mine universitetsstudier, er det først når jeg slutter semesteret at jeg føler mig parat til at starte det. Jeg danner bagtrop. Jeg har præcis en uge tilbage i slutningen af tyverne, og jeg går og diskuterer lidt med mig selv hvor tungt jeg skal tage det. Men ærlig talt, så har jeg nok nået mere i mit hidtidige liv end jeg nogensinde havde håbet på da jeg blev født. Hvis man håber på noget der. Men jeg kan godt mærke presset fra samfundet, som på trods af vise sætninger som ”30’erne er de nye 20’ere” ånder mig tungt i nakken med forventninger om en for længst afsluttet u(d)dannelse , børn, mand og konsum – konsum – konsum.
Men hey - jeg har skørt hår og er i Berlin, hvem fanden bekymrer sig så om sin alder??!
onsdag den 13. januar 2010
Vinter i Berlin - Stemningsbilleder fra starten af et nyt årti - dog med godbidder fra det gamle
Jeg har besøg af min bror og hans kæreste. Selvom de lige er ankommet til Schönefeld Flughafen, og netop, efter en lidt kaotisk S-bahn tur, har sat sig til rette i min lejlighed, får jeg dem overtalt til at tage med mig ned på det lokale loppemarked. Det er jo søndag og det er det jo kun en gang om ugen, og i hvertfald kun en gang mens de er her. Så vi får overtøjet på igen, vi skal ud og se på lopper! Det er allerede dunkelt udenfor, for vi nærmer os støt og roligt årets korteste dag, men vi sniger os langsomt gennem Friedrichshain, forbi det indhegnede kunstværk, forbi min stamcafé Szimpla, og skråt hen over gaden til Boxhagener Platz. Boderne står der endnu, nogle af dem, men de fleste loppeejere ser ud til at have fået nok af frosten, og forbereder sig stampende og klappende på at hoppe hjemad. Ånden står i en hvid tåge fra deres munde når de mumler mængden af Euro, som de kræver for den gamle stol, den forede frakke, det stoppede ur eller den kasse skrammel som den potentielle kunde står med i hånden. Priskrigen sender de hvide skyer langsomt op mod himlen, indtil de mødes et sted på midten, bliver til en enhed, for derefter at forsvinde i den kolde luft. "Jo, den kan jeg da godt bruge hjemme i min stue" tænker den tilfredse kunde (på tysk), og skråner væk fra pladsen, mens han holder sin nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen.
Rundt om pladsen går det, vi skal nå at se det hele. Storebrors stedsans redder os fra at gå flere gange rundt, og min kærlighed til glühwein redder vores hænder en smule varme, og vores sjæle en smule julestemning, og med den i hånden falder Mikkel over en smuk gammel trækælk. Ikke bogstaveligt, men han opdager den og påpejer den, og det er lige hvad jeg har drømt om. "Snart kommer der sne", forsøger loppemanden sig, "du skal se, der kommer masser!", jeg på modsatte fløj påpejer kælkens fejl og mangler, rust, ælde, gamle skruer, men elsker den allerede inderst inde, og slynger min hvide prissky ud. Sælger vil meget gerne hjem, og det helst uden kælk, så vi bliver hurtigt enige, og med min nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen, skråner vi væk fra pladsen.
Jeg sover gerne med vinduet åbent, og den her morgen vågner jeg ved lyden af sne. Sne siger ikke så meget, men hvis du lytter godt efter, kan du høre hvordan luften ligesom har pakket sig sammen for at skabe en mindre verden. En intens dump verden som er mere stemningsfuld, mere intim, mere beskyttende. Du kan høre hvordan snefnuggende gør rummet mere fokuseret i deres dansende leg for at nå jorden først. Du kan høre hvordan det smager når det ensomme snefnug når dine læber, bliver siddende i sin smukke oprindelsesform et kort dirrende øjeblik, for derefter at smelte. Du kan høre hvordan omgivelserne sukker under det hvide lag, kokette og forfængelige over deres prægtige nye klæder, som de ved kun er til låns, men som hvert år giver dem en fornemmelse af stoisk ophøjethed og isnende stolthed.
Jeg sætter mig op i sengen og råber "Schnee!!"
Fortsættes snart, men nu skal jeg altså gøre rent!
Rundt om pladsen går det, vi skal nå at se det hele. Storebrors stedsans redder os fra at gå flere gange rundt, og min kærlighed til glühwein redder vores hænder en smule varme, og vores sjæle en smule julestemning, og med den i hånden falder Mikkel over en smuk gammel trækælk. Ikke bogstaveligt, men han opdager den og påpejer den, og det er lige hvad jeg har drømt om. "Snart kommer der sne", forsøger loppemanden sig, "du skal se, der kommer masser!", jeg på modsatte fløj påpejer kælkens fejl og mangler, rust, ælde, gamle skruer, men elsker den allerede inderst inde, og slynger min hvide prissky ud. Sælger vil meget gerne hjem, og det helst uden kælk, så vi bliver hurtigt enige, og med min nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen, skråner vi væk fra pladsen.
Jeg sover gerne med vinduet åbent, og den her morgen vågner jeg ved lyden af sne. Sne siger ikke så meget, men hvis du lytter godt efter, kan du høre hvordan luften ligesom har pakket sig sammen for at skabe en mindre verden. En intens dump verden som er mere stemningsfuld, mere intim, mere beskyttende. Du kan høre hvordan snefnuggende gør rummet mere fokuseret i deres dansende leg for at nå jorden først. Du kan høre hvordan det smager når det ensomme snefnug når dine læber, bliver siddende i sin smukke oprindelsesform et kort dirrende øjeblik, for derefter at smelte. Du kan høre hvordan omgivelserne sukker under det hvide lag, kokette og forfængelige over deres prægtige nye klæder, som de ved kun er til låns, men som hvert år giver dem en fornemmelse af stoisk ophøjethed og isnende stolthed.
Jeg sætter mig op i sengen og råber "Schnee!!"
Fortsættes snart, men nu skal jeg altså gøre rent!
torsdag den 3. december 2009
Et lille indlæg om cykler
Da jeg på det seneste, på det groveste, har svigtet jeres, forestiller jeg mig, ufravigelige trofasthed, vil jeg nu skrive et lille indlæg om noget så, tilsyneladende, ligegyldigt som cykler. Eller rettere sagt min cykel. (Og da jeg altid, i følge min mor og diverse andre skolelærertyper, har været enormt dårlig til at sætte komma, ved jeg udemærket at ovestående sætning er et minefelt for mig, men jeg vælger at ignorere den eksplosion af rødt blæk, som jeg givetvis ville kunne forestille mig (og hvornår begynder man egentlig at kunne bruge den undskyldning, at da man jo bor i et andet land, så følger der nødvendigvis nogle svækkelser af ens modersmåls retskrivning med?))
Min cykel blev født på det tyrkiske marked. I hvertfald for mig. Det tyrkiske marked er kendt for at sælge stjålne cykler, og helt rent mel i posen havde han måske heller ikke, ham der solgte den til mig. Men jeg vælger at være naiv og tro på at den rent faktisk bare var en gammelt brugt cykel, og da den jo også havde en fastmonteret lås med en nøgle, gav dette mig styrken til at blive i troen. Men jeg har bestemt mig for ikke at blive alt for sur den dag den bliver stjålet, og det gør den, for det gør alle cykler i Berlin.
Når man flytter til et andet sted, en anden by, er man turist indtil man får sit eget køretøj.
- Når jeg cykler stolt rundt på min cykel, føler jeg at det er min by og når brostenene truer med at skille min cykel ad, er det min gade. Når jeg cykler gennem Tiergarten, er det min park, og jeg er i min fulde ret til at bande på tysk over alle de afspærringer som kommer mig i vejen. Når jeg cykler ned af Karl Marx Allee, er det mig der er paraden, og når jeg kører forbi julemarkedet på Alex er det min glühwein!
I dag gav Berlin mig så to små hændelser på min cykel. Da jeg i morges, morgentræt, men stadig ved godt mod - tilskyndet af den klare blå himmel, og grinende højt, grundet en "Selvsving" podcast i ørene, kom cyklende, kørte jeg forbi en anden cyklist. Vi var vist begge på vej uden om et af utallige vejarbejder, men da jeg kiggede op og så denne her unge fyr i øjnene, skraldgrinede han også! Hvorfor ved jeg ikke. Måske var han lykkeligt opslugt af livet, måske tænkte han på en nylig dejlig hændelse eller måske var han bare glad for at se en anden smile på denne kolde, men klare vintermorgen. Og nej, nu vil jeg ikke skrive hvordan sådan et smil kan tø selv de koldeste vinterfødder op, da det bliver for klichéfyldt, men i stedet stoppe mine selvmodsigelser med et "fuck, hvor blev jeg glad!". Han så også godt ud, bevares, men i virkeligheden var det nok mere dette uventede indblik i hans liv. Vi lukkede begge op for hinanden i dette korte øjeblik, og cyklede så begge videre i hver vores retning.
Som de fleste mennesker har jeg også en ond dobbeltgænger, og den kom til syne på min vej tilbage i den mørke aftenstund. Nu havde jeg så "sproglaboratoriet" i ørene (jo, man skal vel reklamere lidt for p1 hvor man kan), og på trods af at det ofte får mig til at grine, havde jeg nu intet smil på læben. Efter en lang dag, hvor jeg med slid og slæb havde klaret mig godt igennem mit første tyske oplæg, var jeg virkelig træt, og nok også lidt sulten, og altså nok også lidt irritabel, så da jeg så utallige mennesker, som det så ofte sker i Berlin, fuldstændig ignorere muligheden for tilstedeværelsen af cyklister, på vej hen over vejen lige foran mig, styrede jeg målrettet hen mod en af dem, og råbte højt på mit bedste københavnske "hallååååå"! (min cykelklokke virker ikke). Den stakkels mand sprang forskrækket til side for at undgå kollition med dette sindsyge menneske, som med mærkelige lyde kom hurtigt henimod ham. Jeg fik efterfølgende så dårlig samvittighed, at jeg næsten vendte om for at finde ham igen. Mand derude... Undskyld!
Altså to finurlige modsatrettede hændelser på min sorte, tunge, beskidte, dejlige damecykel.
Og et usammenhængende blogindlæg, som heldigvis hverken er en skoleopgave, eller et tysk oplæg, og som i kan tage som det er, et udtryk på en meget træt Signe.
Godnat København - godnat Berlin!
Min cykel blev født på det tyrkiske marked. I hvertfald for mig. Det tyrkiske marked er kendt for at sælge stjålne cykler, og helt rent mel i posen havde han måske heller ikke, ham der solgte den til mig. Men jeg vælger at være naiv og tro på at den rent faktisk bare var en gammelt brugt cykel, og da den jo også havde en fastmonteret lås med en nøgle, gav dette mig styrken til at blive i troen. Men jeg har bestemt mig for ikke at blive alt for sur den dag den bliver stjålet, og det gør den, for det gør alle cykler i Berlin.
Når man flytter til et andet sted, en anden by, er man turist indtil man får sit eget køretøj.
- Når jeg cykler stolt rundt på min cykel, føler jeg at det er min by og når brostenene truer med at skille min cykel ad, er det min gade. Når jeg cykler gennem Tiergarten, er det min park, og jeg er i min fulde ret til at bande på tysk over alle de afspærringer som kommer mig i vejen. Når jeg cykler ned af Karl Marx Allee, er det mig der er paraden, og når jeg kører forbi julemarkedet på Alex er det min glühwein!
I dag gav Berlin mig så to små hændelser på min cykel. Da jeg i morges, morgentræt, men stadig ved godt mod - tilskyndet af den klare blå himmel, og grinende højt, grundet en "Selvsving" podcast i ørene, kom cyklende, kørte jeg forbi en anden cyklist. Vi var vist begge på vej uden om et af utallige vejarbejder, men da jeg kiggede op og så denne her unge fyr i øjnene, skraldgrinede han også! Hvorfor ved jeg ikke. Måske var han lykkeligt opslugt af livet, måske tænkte han på en nylig dejlig hændelse eller måske var han bare glad for at se en anden smile på denne kolde, men klare vintermorgen. Og nej, nu vil jeg ikke skrive hvordan sådan et smil kan tø selv de koldeste vinterfødder op, da det bliver for klichéfyldt, men i stedet stoppe mine selvmodsigelser med et "fuck, hvor blev jeg glad!". Han så også godt ud, bevares, men i virkeligheden var det nok mere dette uventede indblik i hans liv. Vi lukkede begge op for hinanden i dette korte øjeblik, og cyklede så begge videre i hver vores retning.
Som de fleste mennesker har jeg også en ond dobbeltgænger, og den kom til syne på min vej tilbage i den mørke aftenstund. Nu havde jeg så "sproglaboratoriet" i ørene (jo, man skal vel reklamere lidt for p1 hvor man kan), og på trods af at det ofte får mig til at grine, havde jeg nu intet smil på læben. Efter en lang dag, hvor jeg med slid og slæb havde klaret mig godt igennem mit første tyske oplæg, var jeg virkelig træt, og nok også lidt sulten, og altså nok også lidt irritabel, så da jeg så utallige mennesker, som det så ofte sker i Berlin, fuldstændig ignorere muligheden for tilstedeværelsen af cyklister, på vej hen over vejen lige foran mig, styrede jeg målrettet hen mod en af dem, og råbte højt på mit bedste københavnske "hallååååå"! (min cykelklokke virker ikke). Den stakkels mand sprang forskrækket til side for at undgå kollition med dette sindsyge menneske, som med mærkelige lyde kom hurtigt henimod ham. Jeg fik efterfølgende så dårlig samvittighed, at jeg næsten vendte om for at finde ham igen. Mand derude... Undskyld!
Altså to finurlige modsatrettede hændelser på min sorte, tunge, beskidte, dejlige damecykel.
Og et usammenhængende blogindlæg, som heldigvis hverken er en skoleopgave, eller et tysk oplæg, og som i kan tage som det er, et udtryk på en meget træt Signe.
Godnat København - godnat Berlin!
onsdag den 11. november 2009
Som om det hele skulle handle om muren...
Nææ, for der er også sket andre ting her i Berlin. Det er bl.a. blevet efterår, den første sne er faldet, jeg har haft mit første besøg fra København (far og Anette), jeg har gået ture, jeg har været til Mewkoncert og jeg har lavet skolearbejde. Her er lidt stemningsbilleder...
Et pragtfuldt efterårstræ
Med far og Anette på tur i Tiergarten
Billedet som jeg kalder "Signe og en hjort"
Min dejlige grå baggård med et lille drys sne
Mit gadehjørne med udemærkede eksempler på Berlinsk gadekunst: Alias og Little Lucy
Mew i Lido
Et studie af bydelen Charlottenburg en dejlig efterårsdag
Mumistencil sniger sig lige ind som smagsprøve på hvad der kommer. Den er nemlig fra Dresden, hvor jeg var på weekend, kombineret med skøn bjergvandring i Dresden omegn. Men da jeg var sammen med en dygtig fotograf, lod jeg ham tage billederne og de kommer forhåbentligt snart...
Et pragtfuldt efterårstræ
Med far og Anette på tur i Tiergarten
Billedet som jeg kalder "Signe og en hjort"
Min dejlige grå baggård med et lille drys sne
Mit gadehjørne med udemærkede eksempler på Berlinsk gadekunst: Alias og Little Lucy
Mew i Lido
Et studie af bydelen Charlottenburg en dejlig efterårsdag
Mumistencil sniger sig lige ind som smagsprøve på hvad der kommer. Den er nemlig fra Dresden, hvor jeg var på weekend, kombineret med skøn bjergvandring i Dresden omegn. Men da jeg var sammen med en dygtig fotograf, lod jeg ham tage billederne og de kommer forhåbentligt snart...
20 års murbrokkker
Det er nok også nået til Danmark, hysteriet over 20 års jubilæet for Berlinmurens fald. Som i nok fornemmer har jeg en lettere negativ tilgang til alt hurlumhejet, og det skyldes ikke kun den massive hegnsopsættelse som Berlin har været igennem den sidste tid, og som har forhindret mig i at cykle til uni, uden først at skulle fare rundt på Tiergartens lastbilopkørte mudderstier (sure gamle dame), jeg har også en aversion mod folk der mødes i kæmpe flokke, klapper sig selv og hinanden på skuldrende (også selvom ham der står ved siden af og griner smøret er Berlusconi og ham der holder din anden hånd er Medvedev...), bliver rørt over virkeligt dårlig musik, og holder lange taler om velfungerende demokrati.
På trods af alt dette, og på trods af det meget insisterende regnvejr som fortsatte ufortrødent dagen igennem, fejrede jeg også den 9. november.
Jeg havde meldt mig til et kunstprojekt, Mauer Mob, hvor meningen var at vi 30.000 deltagere skulle genopbygge muren, men altså af mennesker. Jeg syntes at det var et meget stærkt symbolsk projekt, og det var da også indeholdt at vi skulle tænke over de mure der var i dag og som til stadighed bliver bygget, fysiske eller psykiske. Desværre var projektet præget af manglende organisation og ledelse, og da dagen oprandt var kun 10.000 tilmeldt. Heraf blev over 2/3 væk, på grund af tvivl om udførelse og selvfølgeligt dårligt vejr. Men det lykkedes os alligevel at danne en lille kæde hvor jeg var, og med lys og lygter så det da også ganske pænt ud.
Efterfølgende ville jeg, på trods af rygter om massive folkemængder, gerne lige ind og snuse til Brandenburger Tor. Ganske rigtigt var Unter den Linden (gaden som fører op til Brandenburger Tor) ganske overrandt af fejrende regnvåde mennesker, men snu som en ræv kørte jeg om bagved, og fandt en ganske udemærket storskærm tæt på mindesmærket for de myrdede jøder i Europa. Egentlig en virkelig passende placering, da man sådan også blev mindet om krystalnatten (novemberpogrome 1938 politisk korrekt) som også fandt sted på denne dato, så tæt forbundet til den tyske skæbne.
Efter lidt flødebollemusik, væltning af dominobrikker og et lidt småærgeligt fyrværkeri over Brandenburger Tor tænkte jeg; "var det det...?". Men nej, et kæmpe brag på min venstre side fik mig til at fare sammen og i et splitsekund tænke at så kom terrorangrebet (nå ja, man er vel lidt påvirket af tidens frygtindoktrinering, og hvilken dato havde været bedre valgt, ikke nok er det Tysklands skæbnesdag, men rent faktisk også 9/11...), men med mindre at mine opfundne terrorister gik efter kaninerne i Tiergarten, og pludselig også havde fået et virkeligt smukt æstetisk udtryk, var det bare et overraskelsesangreb fra fyrværkerimeisterens side, og jeg stod perfekt for. Det var virkeligt et prægtigt syn (det som ikke var dækket af tunge regnskyer).
- Så fik jeg fejret fejret den bunke mursten, og nu håber jeg bare at de vil stoppe med at snakke om det, eller i det mindste flytte fokus hen på nogle andre mure...
På trods af alt dette, og på trods af det meget insisterende regnvejr som fortsatte ufortrødent dagen igennem, fejrede jeg også den 9. november.
Jeg havde meldt mig til et kunstprojekt, Mauer Mob, hvor meningen var at vi 30.000 deltagere skulle genopbygge muren, men altså af mennesker. Jeg syntes at det var et meget stærkt symbolsk projekt, og det var da også indeholdt at vi skulle tænke over de mure der var i dag og som til stadighed bliver bygget, fysiske eller psykiske. Desværre var projektet præget af manglende organisation og ledelse, og da dagen oprandt var kun 10.000 tilmeldt. Heraf blev over 2/3 væk, på grund af tvivl om udførelse og selvfølgeligt dårligt vejr. Men det lykkedes os alligevel at danne en lille kæde hvor jeg var, og med lys og lygter så det da også ganske pænt ud.
Efterfølgende ville jeg, på trods af rygter om massive folkemængder, gerne lige ind og snuse til Brandenburger Tor. Ganske rigtigt var Unter den Linden (gaden som fører op til Brandenburger Tor) ganske overrandt af fejrende regnvåde mennesker, men snu som en ræv kørte jeg om bagved, og fandt en ganske udemærket storskærm tæt på mindesmærket for de myrdede jøder i Europa. Egentlig en virkelig passende placering, da man sådan også blev mindet om krystalnatten (novemberpogrome 1938 politisk korrekt) som også fandt sted på denne dato, så tæt forbundet til den tyske skæbne.
Efter lidt flødebollemusik, væltning af dominobrikker og et lidt småærgeligt fyrværkeri over Brandenburger Tor tænkte jeg; "var det det...?". Men nej, et kæmpe brag på min venstre side fik mig til at fare sammen og i et splitsekund tænke at så kom terrorangrebet (nå ja, man er vel lidt påvirket af tidens frygtindoktrinering, og hvilken dato havde været bedre valgt, ikke nok er det Tysklands skæbnesdag, men rent faktisk også 9/11...), men med mindre at mine opfundne terrorister gik efter kaninerne i Tiergarten, og pludselig også havde fået et virkeligt smukt æstetisk udtryk, var det bare et overraskelsesangreb fra fyrværkerimeisterens side, og jeg stod perfekt for. Det var virkeligt et prægtigt syn (det som ikke var dækket af tunge regnskyer).
- Så fik jeg fejret fejret den bunke mursten, og nu håber jeg bare at de vil stoppe med at snakke om det, eller i det mindste flytte fokus hen på nogle andre mure...
fredag den 23. oktober 2009
Hvem ved hvor mange ETCS point jeg får? -En historie om bureaukrati på tværs af grænser.
Jeg kan lige så godt sige det fra start, det kan godt være at dette bliver et lidt uni-nørdet blogindlæg, da jeg kommer til at snakke om LP-point, moduler og tyske professorer... Jeg er altså startet på Technische Universität Berlin!
Det var fantastisk at komme i gang igen! Efter over 7 måneders sommerferie var mit akademiske jeg ganske forsvundet, og erstattet af et lidt rastløst, utrolig dovent og lettere deprimeret jeg. Jeg har indset det - jeg har brug for udfordringer og et mål, ellers går det den vej.
Ikke at det er nogen overraskelse, men det tyske universitetssystem er lige så udueligt som det danske... Alt er besværliggjort, alt tager lang tid. Ikke at den danske borgerservice hjælper på det - jeg skulle bruge en kopi af mit blå sygesikringskort til immitrikulationen, et kort som jeg bestilte for første gang et par måneder inden jeg tog afsted, og som jeg nu skal til at bestille for 5. gang. De nægter at indse at der må være en fejl i deres system, og bliver ved med at tro at det er posten det er galt med. Nå, men jeg fik dem overtalt til i det mindste at sende et bevis for at jeg er berretiget til sygesikring, dette havde de dog ikke mulighed for at maile, men måtte benytte sig af den nyeste teknologi inden for kommunal sagsbehandling; faxen (heldigvis havde min bror både adgang til fax, scanner og mail, så jeg blev immitrikuleret umiddelbart efter).
Internettet er kommet til TU (en forkortelse som internt bliver oversat til Technisch Unmöglich), men har nogenlunde den samme brugervenlighed som gennemskueligheden af muddervand. Man har mulighed for at vælge moduler fra modulkataloget, som også ganske nemt og overskueligt giver et overblik over hvor mange point man får. Det der ikke står er hvilke fag de består af, og et forsøg på at genfinde dem i fagkataloget er ganske umuligt. Her kan man så finde de forskellige fag, men hvor mange point man får for deltagelse forbliver uvist. Dette skyldes så også at man får forskellig point alt efter hvad man studerer, hvilken form for eksamen man vælger, og hvilken hjemmeopgaver man afleverer. Men ingen har en oversigt. Heller ikke studievejledningen. Og jeg, ligesom alle andre erasmusstudenter, aner ikke om mit med møje og besvær sammensatte skema overhovedet giver mig nok point...
Men mandag morgen begav jeg mig afsted til Uni. Det var en dejlig efterårsdag, og årstiden blev blidt understreget ved de utallige parkmedhjælpere der forsøgte at samle blade sammen i Tiergarten. Et Sisyfos-arbejde kan man roligt kalde det, Tiergarten er en af verdens største parker (altså i en by), og der er rigtigt mange træer, som lige nu er i færd med at smide bladene.
Men heldig er jeg, at min 50 minutters lange vej til uni, på cykel, til dels går igennem denne park, det gør godt med lidt natur fra morgenstunden.
Mandag består af kulturpraxis. Jeg var ganske nervøs, man føler sig lidt sær når man sidder der til en forlæsning og ikke rigtigt forstår hvad der bliver sagt, Tog mig dog sammen i pausen, og gik op til den søde professorinde, huskede at sige "Sie" og "Frau" og fik fremstammet noget med at jeg var erasmusstudentin fra Danmark. Men de er jo vant til det! For dem er det normalt at de har deres klasser fyldt med folk, der ikke forstår hvad de siger, og alle professorene har været virkeligt venlige og imødekommende. Efter forelæsningen som meget bestod af at definere hhv. kultur og højkultur, noget som jeg brugte hele sidste semester på, skulle vi have seminar. Nyt lokale, som på bedste Harry Potter vis lå på 1,5 etage! Et sted som var nær ved umuligt at finde, men som jeg, måske med hjælp fra den tyske universitetsbygningsgud, fandt til tiden, til forskel fra mange andre.
Kulturpraxis er erhvervsrettet kulturundervisning, og her har de fået et samarbejde med den tyske opera stablet på benene. Vi skal, med udgangspunkt i bydelen, lave et projekt med denne. Vi er startet med at udforske Charlottenburg, blevet delt op i grupper, og skal få en indsigt i forskellige dele som synes vigtige. Jeg er selv i en gruppe hvor vi skal udforske den sociale sammensætning.
Tirsdag står i medievidenskabens tegn. Jeg har et seminar som hedder online-aviser. I et lille bitte lokale, med få deltagere, hvoraf en kun er få uger gammel, men heldigvis forholdsvis stille, og en fantastisk underviser, Hr. Dittmar. Et fag hvor vi skal diskutere udviklingen af avismediet, hvor vi undersøger den kultur som står bag og de medieemperier som eksisterer: jeg er i en lille gruppe som skal kigge lidt nærmere på Berlusconi og hans fangearme ud i medieverdenen!
Onsdag har jeg fri, men torsdag er hård! Fra kl. 10-20 på uni. Igen mediefag, først et seminar om En-Passant-Medier med selvsamme Dittmar. Er stadig lidt i tvivl om begrebet, men det lader til at være medier som ikke som udgangspunkt har som formål at være et medie. Det kan være forskellige indpakninger som er dekoreret med enten reklamer, eller som Gajol-pakken f.eks. med små ordsprog. Det kan også være grafitti, tatoveringer og manipulerede plakater. Jeg vender tilbage når det står mere klart for mig!
Så et seminar om historiefortælling, fokuseret på de digitale medier. På trods af at underviseren på en eller anden måde havde fået skruet sin talehastighed op til et niveau over erasmusstudenters i forvejen ringe forståelsesniveau, virker det virkeligt interessant. Og han havde rent faktisk en undervisningsplan! For at fange os startede han ud med at vise en tekstbid fra hhv. Beyonce og Tailor Swift. Kærlighedshistorier som lå tæt op af hinanden. Så viste han en bid af de tilhørende musikvideoer, ret forskellige. Herefter viste han en bid fra MTV awards, hvor Tailor Swift vinder en award, hvorefter Kayne West på scenen bekendtgør at det skulle have været Beyonce som vandt (jeg håber i kan følge med, det var faktisk virkeligt interessant). Herefter et klip fra youtube hvor en ung fyr fortæller hvad han mener om denne uddeling af awards, lagt ud allerede inden programmet var færdigt. Til sidst viste han en manipuleret video af Obama, hvor Kanye West bryder ind i hans tale. Også fra youtube.
Altså en række af digitale historier med samme udspring, men med forskellige plots og budskaber. Jeg tror det bliver et spændende fag!
Sidst på dagen havde jeg så to forelæsninger, den første om tanke- og pressefrihed, hvor vi diskuterede Kants frihedsbegreb, et budskab som umiddelbart var lidt svært at forstå, eftersom vi sad/stod sammepresset omkring 100 mennesker, i et undervisningslokale som nok var beregnet til 30. Og til sidst, fra 18-20, forestil jer hvor træt i hovedet jeg var på dette tidspunkt, en forelæsning om Bauhaus. Meget traditionelt holdt, hun snakkede i meget lang tid, vi lyttede. Det var virkeligt interessant, men hård kost for Signe Sander, som efter 7 mdrs sommerferie havde glemt hvordan man brugte hjernen, og lige pludseligt både skulle bruge den til at forstå et nyt sprog, forstå ny undervisning (alle mediefagene faktisk på overbygningsniveau), og forstå et nyt undervisningssystem. Lad mig sige det sådan, da jeg kom hjem, var en jumbobog det højeste akademiske niveau jeg kunne svinge mig op til!
Og nu er det i dag. Fridag igen, og i eftermiddag/aften kommer min kære fader og hans kone for at besøge mig i weekenden. Det glæder jeg mig meget til, men jeg må vist hellere rydde lidt op...
Det var fantastisk at komme i gang igen! Efter over 7 måneders sommerferie var mit akademiske jeg ganske forsvundet, og erstattet af et lidt rastløst, utrolig dovent og lettere deprimeret jeg. Jeg har indset det - jeg har brug for udfordringer og et mål, ellers går det den vej.
Ikke at det er nogen overraskelse, men det tyske universitetssystem er lige så udueligt som det danske... Alt er besværliggjort, alt tager lang tid. Ikke at den danske borgerservice hjælper på det - jeg skulle bruge en kopi af mit blå sygesikringskort til immitrikulationen, et kort som jeg bestilte for første gang et par måneder inden jeg tog afsted, og som jeg nu skal til at bestille for 5. gang. De nægter at indse at der må være en fejl i deres system, og bliver ved med at tro at det er posten det er galt med. Nå, men jeg fik dem overtalt til i det mindste at sende et bevis for at jeg er berretiget til sygesikring, dette havde de dog ikke mulighed for at maile, men måtte benytte sig af den nyeste teknologi inden for kommunal sagsbehandling; faxen (heldigvis havde min bror både adgang til fax, scanner og mail, så jeg blev immitrikuleret umiddelbart efter).
Internettet er kommet til TU (en forkortelse som internt bliver oversat til Technisch Unmöglich), men har nogenlunde den samme brugervenlighed som gennemskueligheden af muddervand. Man har mulighed for at vælge moduler fra modulkataloget, som også ganske nemt og overskueligt giver et overblik over hvor mange point man får. Det der ikke står er hvilke fag de består af, og et forsøg på at genfinde dem i fagkataloget er ganske umuligt. Her kan man så finde de forskellige fag, men hvor mange point man får for deltagelse forbliver uvist. Dette skyldes så også at man får forskellig point alt efter hvad man studerer, hvilken form for eksamen man vælger, og hvilken hjemmeopgaver man afleverer. Men ingen har en oversigt. Heller ikke studievejledningen. Og jeg, ligesom alle andre erasmusstudenter, aner ikke om mit med møje og besvær sammensatte skema overhovedet giver mig nok point...
Men mandag morgen begav jeg mig afsted til Uni. Det var en dejlig efterårsdag, og årstiden blev blidt understreget ved de utallige parkmedhjælpere der forsøgte at samle blade sammen i Tiergarten. Et Sisyfos-arbejde kan man roligt kalde det, Tiergarten er en af verdens største parker (altså i en by), og der er rigtigt mange træer, som lige nu er i færd med at smide bladene.
Men heldig er jeg, at min 50 minutters lange vej til uni, på cykel, til dels går igennem denne park, det gør godt med lidt natur fra morgenstunden.
Mandag består af kulturpraxis. Jeg var ganske nervøs, man føler sig lidt sær når man sidder der til en forlæsning og ikke rigtigt forstår hvad der bliver sagt, Tog mig dog sammen i pausen, og gik op til den søde professorinde, huskede at sige "Sie" og "Frau" og fik fremstammet noget med at jeg var erasmusstudentin fra Danmark. Men de er jo vant til det! For dem er det normalt at de har deres klasser fyldt med folk, der ikke forstår hvad de siger, og alle professorene har været virkeligt venlige og imødekommende. Efter forelæsningen som meget bestod af at definere hhv. kultur og højkultur, noget som jeg brugte hele sidste semester på, skulle vi have seminar. Nyt lokale, som på bedste Harry Potter vis lå på 1,5 etage! Et sted som var nær ved umuligt at finde, men som jeg, måske med hjælp fra den tyske universitetsbygningsgud, fandt til tiden, til forskel fra mange andre.
Kulturpraxis er erhvervsrettet kulturundervisning, og her har de fået et samarbejde med den tyske opera stablet på benene. Vi skal, med udgangspunkt i bydelen, lave et projekt med denne. Vi er startet med at udforske Charlottenburg, blevet delt op i grupper, og skal få en indsigt i forskellige dele som synes vigtige. Jeg er selv i en gruppe hvor vi skal udforske den sociale sammensætning.
Tirsdag står i medievidenskabens tegn. Jeg har et seminar som hedder online-aviser. I et lille bitte lokale, med få deltagere, hvoraf en kun er få uger gammel, men heldigvis forholdsvis stille, og en fantastisk underviser, Hr. Dittmar. Et fag hvor vi skal diskutere udviklingen af avismediet, hvor vi undersøger den kultur som står bag og de medieemperier som eksisterer: jeg er i en lille gruppe som skal kigge lidt nærmere på Berlusconi og hans fangearme ud i medieverdenen!
Onsdag har jeg fri, men torsdag er hård! Fra kl. 10-20 på uni. Igen mediefag, først et seminar om En-Passant-Medier med selvsamme Dittmar. Er stadig lidt i tvivl om begrebet, men det lader til at være medier som ikke som udgangspunkt har som formål at være et medie. Det kan være forskellige indpakninger som er dekoreret med enten reklamer, eller som Gajol-pakken f.eks. med små ordsprog. Det kan også være grafitti, tatoveringer og manipulerede plakater. Jeg vender tilbage når det står mere klart for mig!
Så et seminar om historiefortælling, fokuseret på de digitale medier. På trods af at underviseren på en eller anden måde havde fået skruet sin talehastighed op til et niveau over erasmusstudenters i forvejen ringe forståelsesniveau, virker det virkeligt interessant. Og han havde rent faktisk en undervisningsplan! For at fange os startede han ud med at vise en tekstbid fra hhv. Beyonce og Tailor Swift. Kærlighedshistorier som lå tæt op af hinanden. Så viste han en bid af de tilhørende musikvideoer, ret forskellige. Herefter viste han en bid fra MTV awards, hvor Tailor Swift vinder en award, hvorefter Kayne West på scenen bekendtgør at det skulle have været Beyonce som vandt (jeg håber i kan følge med, det var faktisk virkeligt interessant). Herefter et klip fra youtube hvor en ung fyr fortæller hvad han mener om denne uddeling af awards, lagt ud allerede inden programmet var færdigt. Til sidst viste han en manipuleret video af Obama, hvor Kanye West bryder ind i hans tale. Også fra youtube.
Altså en række af digitale historier med samme udspring, men med forskellige plots og budskaber. Jeg tror det bliver et spændende fag!
Sidst på dagen havde jeg så to forelæsninger, den første om tanke- og pressefrihed, hvor vi diskuterede Kants frihedsbegreb, et budskab som umiddelbart var lidt svært at forstå, eftersom vi sad/stod sammepresset omkring 100 mennesker, i et undervisningslokale som nok var beregnet til 30. Og til sidst, fra 18-20, forestil jer hvor træt i hovedet jeg var på dette tidspunkt, en forelæsning om Bauhaus. Meget traditionelt holdt, hun snakkede i meget lang tid, vi lyttede. Det var virkeligt interessant, men hård kost for Signe Sander, som efter 7 mdrs sommerferie havde glemt hvordan man brugte hjernen, og lige pludseligt både skulle bruge den til at forstå et nyt sprog, forstå ny undervisning (alle mediefagene faktisk på overbygningsniveau), og forstå et nyt undervisningssystem. Lad mig sige det sådan, da jeg kom hjem, var en jumbobog det højeste akademiske niveau jeg kunne svinge mig op til!
Og nu er det i dag. Fridag igen, og i eftermiddag/aften kommer min kære fader og hans kone for at besøge mig i weekenden. Det glæder jeg mig meget til, men jeg må vist hellere rydde lidt op...
Abonner på:
Opslag (Atom)