På eventyr med Zala

Af en eller anden grund sker der ofte noget magi af en slags, når Zala og jeg er sammen. Det sker ikke imellem os, men rundt om os, som om vi katalyserer en kemisk forbindelse i omgivelserne som så bliver lavet om til Alice's kaninhul.

Da jeg mødte Zala første gang var det i et sært lille lokale på Technische Universität, et lokale gemt væk i et, skulle man tro, af arkitekten glemt hjørne af matematikbygningen. Hun sad foran mig og knejsede arrogant med nakken, og jeg tænkte at det nok var den sidste person i hele Berlin som jeg havde lyst til at snakke med. Men hun meldte sig på det samme oplæg som jeg, og således blev hun den person i Berlin som jeg snakker mest med.
Zala er arrogant. Hun er stædig, stolt og meget kritisk over for sine omgivelser. Vi diskuterer tit og hader ofte hinanden, men befinder os alligevel utroligt godt i hinandens selskab. Om det er denne modsætning imellem os der får magien til at ske, eller om det bare fordi vi deler en umættelig appetit på eventyr skal jeg ikke kunne sige. Sidstnævnte resulterer dog ofte i at vi begiver os afsted, for når den ene foreslår noget, gerne lidt i sjov og lidt for langt ude, trækker den anden bare på skuldrene og siger "mjaa, lad os gøre det..."

Som da vi sad og drak øl i søndags. Vi havde besluttet os for at tage til Potsdam næste dag, for at besøge et spændende husprojekt/projekthus og fandt i den forbindelse på at kigge lidt på couchsurfing. Straks faldt det os ind at vi istedet for at bruge couchsurfing på original vis, hvor man beslutter sig for at rejse et sted hen, og derefter finder og kontakter en person i denne by, ville forsøge os med den omvendte rækkefølge; finde fede profiler og tage derhen. Og så faldt vi over Roberts profil. Denne viste en ung fyr med dreadlocks ned til røven, pirathat og et hus der mest af alt lignede et hus bygget oppe i et træ. Det var det vist også delvist, han havde i hvertfald selv bygget det meste, men vi fik det aldrig at se, for da han inviterede os til at komme, fortalte han at han p.t. passede et hus for en ven, som ikke var et hus, men et gammelt destilleri, og der kunne han da godt bruge noget selskab.

Og vi tog afsted. Byen vi skulle besøge hedder Pritzwalk og er en lille flække nogle timer oppe nordpå.
Henkastet og selvfølgeligt bestemte vi os om formiddagen til at blaffe dertil, på trods af grå himmel og trussel om sne, og vi begav os optimistiske afsted fra Alexander Platz.
Det gik godt og nemt. Vejret holdt tørt, og de 5 forskellige chauffører viste os et fint udsnit af disse motorvejsriddere, som tenderede til at være stereotyper der var sendt til os for at repræsentere den tyske befolkning. Der var den gamle mand som bare var glad og lykkelig og gentog hvad vi sagde flere gange, som om han smagte og nød ordene mens et evigt smil krusede om hans mund, der var den unge fyr som hørte meget høj rockmusik, røg cigaretter mens han sad foroverbøjet i sædet i sin gamle skrammelkasse og lige skulle et smut ind på Mc D og købe hamburgere, der var den middelaldrende herre som lidt bistert fortalte om vindmøllerne som ødelagde hans udsigt, den søde hjertelige dame som mens vi høre Enya fortalte lidt frygtsomt at det nu alligevel var lidt farligt at tomle, og kun fordi vi så så søde ud havde hun taget os med.

Og så var der Robert, som hentede os på den station vi var blevet sat af på, og som med sine ærlige øjne bød os velkommen ind på sin borg...

Magi. Kæmpe bygning, store kampsten og trælægter, sneen pakker alt ind, to arabiske heste står i folden, danser lidt nervøst rundt med bøjede halse ved synet af os, men strækker så de fine små hoveder frem i hilsen og æbleønske. Stor skorsten tårner sig op over os, storken har bygget en komfortabel rede øverst, men den står nu forladt og venter på forårets og sine beboeres komme.
Indenfor er der varmt. Dejlig rød hankat synger velkomstsang for os, og smyger sig rundt om vores ben da vi kommer ind. En stor masseovn sender varme rundt i væggene og bænken, det er et stort lokale vi befinder os i, en hal. Et kraftigt træbord bygget af en naver er centrum for vores måltider, hvor vi indtager lokalt produceret ost og brød, grøntsager, kød, imens vi sidder i træstolene med lædersæder, overdækket af lammeskind. Badeværelset er på størrelse med min lejlighed i Nordvest, badekarret i kobberlignende materiale står for sig selv i midten af rummet. Toilettet er gemt væk i et hjørne, og jeg måtte med forundring herefter sige at det var det første toilet jeg ikke havde kunnet finde, selvom jeg var kommet ind på badeværelset. Et klaver og et piano i et andet hjørne, og her forsøger jeg mig med at læse de ældgamle nodehæfter, katten synger med når jeg rammer en tone rigtigt. Nedenunder er smedien, med et stort åbent ildsted som centrum og 6 ambolte rundt om med en forladt hammer på et par af dem. Her spiller vi alle tre musik, med hamre og jerndimser, rundt og rundt i den rungende smedie, som betaler os tilbage med lange skygger fra kunstværker, håndværk, træ og jern. Udenfor henter vi brænde, går på opdagelse i de tusinde rum når vi kommer tilbage, nogle restaurerede, nogle tomme, nogle fyldt med sære gamle sager. Der er ingen luksus i normal forstand, men vi er omgivet af håndværk, og kærligheden til materialerne emmer ud af alle dele af huset. Vi er tilbage i middelalderen og med en netop afsluttet tempelridder triologi i bagagen, fatter jeg ikke hvordan bøgerne i en sådan grad har materialiseret sig for øjnene af mig - helt ned til hestene ude i træfolden.