Dem som kender mig ved at jeg har et godt sovehjerte, de ved at jeg kan sove hvor og hvornår det skulle være, uanset baggrundsstøj, tidspunkt på døgnet eller vigtigheden af det jeg foretager mig. Det kan klart nok være en ulempe til tider, især da firhjulede køretøjer har en meget beroligende effekt på mig. Og hvorfor sidder jeg så nu, lidt over 5 om morgenen og er vågen? Det er ikke fordi jeg ikke har sovet, det har jeg, og drømt, nej - det er fordi jeg skal af sted til Tyskland i dag, "hjem" til Berlin og til Melt festival...
Men hvorfor har det så vækket mig så tidligt om morgenen? Det er dog ikke første gang jeg har bevæget mig ud over landets grænser, så lidt burde jeg vel ikke lade mig påvirke af!
Jeg kan komme i tanke om to svar, som selvfølgelig hænger sammen på kryds og tværs. Det ene er at jeg trods alt bliver ældre og mere tryghedssøgende, det andet er at jeg skal tilbage til Tyskland, og den verden som jeg engang var en del af...
Processen har også været en smule hektisk må jeg indrømme, men sammenlignet med at sidde alene på et fly til Bangkok, med visheden om ikke at skulle se hjemmet i et år, og selvfølgelig uden hotelbookning, eller at stå et sted i Rusland og forsøge at overbevise togdamen om at hun skal give mig en billet, selvom jeg er udlænding, og selvom mit russiske begrænser sig til høflighedsfraser og de kyrilliske tegn som jeg med stor omhu har kradset ned i min notesbog, sammenlignet med det skal jeg jo bare en lille tur syd for grænsen, til et land hvor jeg kan sproget (sådan da), og et land som alligevel grænser op til Danmark i mere end den fysiske forstand.
Det var meningen at jeg skulle have arbejdet på festivalen sammen med Sarah, men det flaskede sig desværre ikke sådan, og da jeg lidt sent fandt ud af det, var der allerede udsolgt. Og jeg med en netop overstået udsolgt Roskilde Festival i bagagen, hvor jeg trygt (grundet min dejlige praktikplads på festivalen, og den dertilhørende adgang) havde hørt på alle historierne om de stakkels gæster som var blevet prakket falske billetter på, jeg måtte nu selv begive mig ud på det usikre og hajfyldte internetbaserede billetocean. Dette gjorde jeg i forgårs.
Og jeg har fundet en billet, også betalt den pålydende billetpris for den, og også modtaget den. Det er dog noget af vejen. Nu har jeg bare dannet mig billedet af 1 stk. mig uden for Melt indgangen (som i mit hovede selvfølgelig ser fuldstændigt ud som på Roskilde Festival), 1 stk. billetkontrollør, 1 stk. stregkodebibmaskine og et stk. ugyldig billet.
Så alt dette, kombineret med lidt usikkerhed om transport og overnatning, som dog er blevet noget bedre efter at jeg endelig fik min billet sent i går, og samtidig fik fat i Zala, som selvfølgelig straks fik mig beroliget med et;
[15-07-2010 10:53:31] zala1212: aaaaa
[15-07-2010 10:53:33] zala1212: jaaa
[15-07-2010 10:53:36] zala1212: i have tent
[15-07-2010 10:53:40] zala1212: we go together
[15-07-2010 10:53:46] zala1212: hichhiking!!!
[15-07-2010 10:53:50] zala1212: didnt get a ride
[15-07-2010 10:53:54] zala1212: i will try mre nor
[15-07-2010 10:53:57] zala1212: now
[15-07-2010 10:54:06] zala1212: but with u i can walk!
[15-07-2010 10:54:08] zala1212: wunderbar!!
på Skype, har nok medvirket til at jeg sidder vågen nu, stadig et kvarter før min alarmklokke ringer.
Hermed en kort genoplivning af min blog. Måske hører I mere, måske ikke, I skal da også have en smule usikkerhed i jeres liv;-)
fredag den 16. juli 2010
mandag den 22. marts 2010
It's a fine day. People open windows.
Advarsel: fare for meget ekspressiv følelsesladet tale.
Kender I den følelse man får når det er forår?? Ja, selvfølgelig gør I det, for I går nok alle sammen rundt med den i maven nu, som om alle ens organer er lavet om til potentiel energi der råber og skriger på at blive sluppet løs.
Min forårsfølelse er ledsaget af et stort hul i maven. Rundt omkring det vælter energibomberne med liv - masser af glæde og kærlighed og en hel masse appetit, nogle gange falder de ned i hullet, eksploderer og får mine øjne til at løbe over igen.
Første gang de løb over, i denne anledning i det mindste, var nede i Netto i dag. Jeg gik i grøntsagsafdelingen og puttede lidt ligegyldigt mine kommende madvarer i kurven, som man nu gør. Da jeg nåede til løgene tog jeg en pose op, og pludseligt slog det mig at det var sidste gang jeg ville købe løg der - i den Netto - i den sammenhæng. Så begyndte jeg at græde. Midt i Netto stod jeg og kiggede forvirret på en pose løg, mens tårene løb ned af kinderne på mig. Og nok er det normalt at løg får en til at græde, men alligevel tiltrak jeg en del medlidende blikke. Forsøgte at skjule mine snøft på resten af den vante tur rundt i butikken, men mine røde øjne blev ved med at producere saltvand, forbi mejerivarerne, drikkevarerne, pastaafdelingen, gennem betalingen, på trods af en som altid billig pris, og ude i solskinnet. Det lykkedes heller ikke fordgængerovergangen at stoppe dem, og da jeg kom hjem i min dejlige lejlighed og gav dem lov, føltes de bare endnu mere uudtømmelige.
Tårene stoppede dog på et tidspunkt. Jo, det gjorde de, men i stedet kom der et hul i maven. Som før beskrevet dog ledsaget af en insisterende forårsfølelse som det bestemt ikke er særligt nemt at ignorere. Så jeg tog både hul og forår med ned i parken og satte mig på en bænk. Lod solen bage på min sorte vinteruldjakke som jeg så blev nød til at smide, lod de andres forårsfornemmelser blandes med min og lod alle de glade forårs- og sommerminder, dem som kommer når alle ens sanser bliver mindet om en sommerskumring, festivaler, parker og venner med meget lidt tøj på som griner op mod dig, imens de misser mod solen, vælte ind over mig.
Berlin slipper mig åbenbart ikke så let, eller omvendt, og jeg håber at jeg snart kan fylde hullet op med min ellers også uudslukkelige kærlighed til København, og indtil da må jeg jo tage det som et positivt tegn, et tegn på at jeg har levet nogle af mit livs lykkeligste dage her, at jeg har proppet mig med oplevelser og at jeg stadig vil have foråret inde i mig når jeg kommer hjem.
Det er min sidste uge i Berlin.
Kender I den følelse man får når det er forår?? Ja, selvfølgelig gør I det, for I går nok alle sammen rundt med den i maven nu, som om alle ens organer er lavet om til potentiel energi der råber og skriger på at blive sluppet løs.
Min forårsfølelse er ledsaget af et stort hul i maven. Rundt omkring det vælter energibomberne med liv - masser af glæde og kærlighed og en hel masse appetit, nogle gange falder de ned i hullet, eksploderer og får mine øjne til at løbe over igen.
Første gang de løb over, i denne anledning i det mindste, var nede i Netto i dag. Jeg gik i grøntsagsafdelingen og puttede lidt ligegyldigt mine kommende madvarer i kurven, som man nu gør. Da jeg nåede til løgene tog jeg en pose op, og pludseligt slog det mig at det var sidste gang jeg ville købe løg der - i den Netto - i den sammenhæng. Så begyndte jeg at græde. Midt i Netto stod jeg og kiggede forvirret på en pose løg, mens tårene løb ned af kinderne på mig. Og nok er det normalt at løg får en til at græde, men alligevel tiltrak jeg en del medlidende blikke. Forsøgte at skjule mine snøft på resten af den vante tur rundt i butikken, men mine røde øjne blev ved med at producere saltvand, forbi mejerivarerne, drikkevarerne, pastaafdelingen, gennem betalingen, på trods af en som altid billig pris, og ude i solskinnet. Det lykkedes heller ikke fordgængerovergangen at stoppe dem, og da jeg kom hjem i min dejlige lejlighed og gav dem lov, føltes de bare endnu mere uudtømmelige.
Tårene stoppede dog på et tidspunkt. Jo, det gjorde de, men i stedet kom der et hul i maven. Som før beskrevet dog ledsaget af en insisterende forårsfølelse som det bestemt ikke er særligt nemt at ignorere. Så jeg tog både hul og forår med ned i parken og satte mig på en bænk. Lod solen bage på min sorte vinteruldjakke som jeg så blev nød til at smide, lod de andres forårsfornemmelser blandes med min og lod alle de glade forårs- og sommerminder, dem som kommer når alle ens sanser bliver mindet om en sommerskumring, festivaler, parker og venner med meget lidt tøj på som griner op mod dig, imens de misser mod solen, vælte ind over mig.
Berlin slipper mig åbenbart ikke så let, eller omvendt, og jeg håber at jeg snart kan fylde hullet op med min ellers også uudslukkelige kærlighed til København, og indtil da må jeg jo tage det som et positivt tegn, et tegn på at jeg har levet nogle af mit livs lykkeligste dage her, at jeg har proppet mig med oplevelser og at jeg stadig vil have foråret inde i mig når jeg kommer hjem.
Det er min sidste uge i Berlin.
torsdag den 18. marts 2010
Hvorfor har alle 80'er hår i Spandau?
Jeg ved det ikke, men jeg passer godt ind...
Her er et digt hvis I er til den slags:
Because of the spring,
I jumped on my bike and ran,
through the city,
through Kaiserdamm.
Now I sit by the river and cry,
as everyone does,
not because of a guy,
but because of you,
as if that was something new
On the way I saw your stones,
as if I went through a body,
and collected the bones.
I followed your blood,
and laughed to a cell,
as I thought to myself,
this is where the actors dwell
In the network of sound,
of room and space,
I suddenly stopped on my round,
my wonderful chase,
I had to look at your structure,
as if I could locate a fracture,
holding back my rapture,
when I found what i sought.
Here is my song:
I saw you as young,
I saw you as a soldier,
Fighting for yourself,
I saw you as older,
I kept you as a spider,
spinning my words,
singing,
to the birds.
As a stranger I kissed you,
next to me on the bench,
I saw your beauty,
or mine,
behind your revenge,
your wrath, your crossings and voids,
avoid to ever fill them.
I don’t care about your feet,
you said “Really – there is no need,
I can walk by myself,
I don’t need you to try,
if you put me on a shelf,
I’d put dust in your eye.
Because of your loyalty,
you thought I would freeze,
instead,
I give you these,
not in my language,
but in my flair,
as a compensation,
for the phones you do not wear,
take it to the other,
if you could bother,
to cry by the water,
and me”
What I hate about this,
is what I enjoy,
being parted in two,
taking roles as a toy,
is exactly what causes,
the safety of double,
that when I have trouble,
I turn to a side,
until this also bites,
you could call it flights,
I call it love.
Cause you kind of always like me,
and not only what I should be,
you might be my twin,
Written by me 18th of March 2010.
Her er et digt hvis I er til den slags:
Because of the spring,
I jumped on my bike and ran,
through the city,
through Kaiserdamm.
Now I sit by the river and cry,
as everyone does,
not because of a guy,
but because of you,
as if that was something new
On the way I saw your stones,
as if I went through a body,
and collected the bones.
I followed your blood,
and laughed to a cell,
as I thought to myself,
this is where the actors dwell
In the network of sound,
of room and space,
I suddenly stopped on my round,
my wonderful chase,
I had to look at your structure,
as if I could locate a fracture,
holding back my rapture,
when I found what i sought.
Here is my song:
I saw you as young,
I saw you as a soldier,
Fighting for yourself,
I saw you as older,
I kept you as a spider,
spinning my words,
singing,
to the birds.
As a stranger I kissed you,
next to me on the bench,
I saw your beauty,
or mine,
behind your revenge,
your wrath, your crossings and voids,
avoid to ever fill them.
I don’t care about your feet,
you said “Really – there is no need,
I can walk by myself,
I don’t need you to try,
if you put me on a shelf,
I’d put dust in your eye.
Because of your loyalty,
you thought I would freeze,
instead,
I give you these,
not in my language,
but in my flair,
as a compensation,
for the phones you do not wear,
take it to the other,
if you could bother,
to cry by the water,
and me”
What I hate about this,
is what I enjoy,
being parted in two,
taking roles as a toy,
is exactly what causes,
the safety of double,
that when I have trouble,
I turn to a side,
until this also bites,
you could call it flights,
I call it love.
Cause you kind of always like me,
and not only what I should be,
you might be my twin,
Written by me 18th of March 2010.
torsdag den 25. februar 2010
På eventyr med Zala
Af en eller anden grund sker der ofte noget magi af en slags, når Zala og jeg er sammen. Det sker ikke imellem os, men rundt om os, som om vi katalyserer en kemisk forbindelse i omgivelserne som så bliver lavet om til Alice's kaninhul.
Da jeg mødte Zala første gang var det i et sært lille lokale på Technische Universität, et lokale gemt væk i et, skulle man tro, af arkitekten glemt hjørne af matematikbygningen. Hun sad foran mig og knejsede arrogant med nakken, og jeg tænkte at det nok var den sidste person i hele Berlin som jeg havde lyst til at snakke med. Men hun meldte sig på det samme oplæg som jeg, og således blev hun den person i Berlin som jeg snakker mest med.
Zala er arrogant. Hun er stædig, stolt og meget kritisk over for sine omgivelser. Vi diskuterer tit og hader ofte hinanden, men befinder os alligevel utroligt godt i hinandens selskab. Om det er denne modsætning imellem os der får magien til at ske, eller om det bare fordi vi deler en umættelig appetit på eventyr skal jeg ikke kunne sige. Sidstnævnte resulterer dog ofte i at vi begiver os afsted, for når den ene foreslår noget, gerne lidt i sjov og lidt for langt ude, trækker den anden bare på skuldrene og siger "mjaa, lad os gøre det..."
Som da vi sad og drak øl i søndags. Vi havde besluttet os for at tage til Potsdam næste dag, for at besøge et spændende husprojekt/projekthus og fandt i den forbindelse på at kigge lidt på couchsurfing. Straks faldt det os ind at vi istedet for at bruge couchsurfing på original vis, hvor man beslutter sig for at rejse et sted hen, og derefter finder og kontakter en person i denne by, ville forsøge os med den omvendte rækkefølge; finde fede profiler og tage derhen. Og så faldt vi over Roberts profil. Denne viste en ung fyr med dreadlocks ned til røven, pirathat og et hus der mest af alt lignede et hus bygget oppe i et træ. Det var det vist også delvist, han havde i hvertfald selv bygget det meste, men vi fik det aldrig at se, for da han inviterede os til at komme, fortalte han at han p.t. passede et hus for en ven, som ikke var et hus, men et gammelt destilleri, og der kunne han da godt bruge noget selskab.
Og vi tog afsted. Byen vi skulle besøge hedder Pritzwalk og er en lille flække nogle timer oppe nordpå.
Henkastet og selvfølgeligt bestemte vi os om formiddagen til at blaffe dertil, på trods af grå himmel og trussel om sne, og vi begav os optimistiske afsted fra Alexander Platz.
Det gik godt og nemt. Vejret holdt tørt, og de 5 forskellige chauffører viste os et fint udsnit af disse motorvejsriddere, som tenderede til at være stereotyper der var sendt til os for at repræsentere den tyske befolkning. Der var den gamle mand som bare var glad og lykkelig og gentog hvad vi sagde flere gange, som om han smagte og nød ordene mens et evigt smil krusede om hans mund, der var den unge fyr som hørte meget høj rockmusik, røg cigaretter mens han sad foroverbøjet i sædet i sin gamle skrammelkasse og lige skulle et smut ind på Mc D og købe hamburgere, der var den middelaldrende herre som lidt bistert fortalte om vindmøllerne som ødelagde hans udsigt, den søde hjertelige dame som mens vi høre Enya fortalte lidt frygtsomt at det nu alligevel var lidt farligt at tomle, og kun fordi vi så så søde ud havde hun taget os med.
Og så var der Robert, som hentede os på den station vi var blevet sat af på, og som med sine ærlige øjne bød os velkommen ind på sin borg...
Magi. Kæmpe bygning, store kampsten og trælægter, sneen pakker alt ind, to arabiske heste står i folden, danser lidt nervøst rundt med bøjede halse ved synet af os, men strækker så de fine små hoveder frem i hilsen og æbleønske. Stor skorsten tårner sig op over os, storken har bygget en komfortabel rede øverst, men den står nu forladt og venter på forårets og sine beboeres komme.
Indenfor er der varmt. Dejlig rød hankat synger velkomstsang for os, og smyger sig rundt om vores ben da vi kommer ind. En stor masseovn sender varme rundt i væggene og bænken, det er et stort lokale vi befinder os i, en hal. Et kraftigt træbord bygget af en naver er centrum for vores måltider, hvor vi indtager lokalt produceret ost og brød, grøntsager, kød, imens vi sidder i træstolene med lædersæder, overdækket af lammeskind. Badeværelset er på størrelse med min lejlighed i Nordvest, badekarret i kobberlignende materiale står for sig selv i midten af rummet. Toilettet er gemt væk i et hjørne, og jeg måtte med forundring herefter sige at det var det første toilet jeg ikke havde kunnet finde, selvom jeg var kommet ind på badeværelset. Et klaver og et piano i et andet hjørne, og her forsøger jeg mig med at læse de ældgamle nodehæfter, katten synger med når jeg rammer en tone rigtigt. Nedenunder er smedien, med et stort åbent ildsted som centrum og 6 ambolte rundt om med en forladt hammer på et par af dem. Her spiller vi alle tre musik, med hamre og jerndimser, rundt og rundt i den rungende smedie, som betaler os tilbage med lange skygger fra kunstværker, håndværk, træ og jern. Udenfor henter vi brænde, går på opdagelse i de tusinde rum når vi kommer tilbage, nogle restaurerede, nogle tomme, nogle fyldt med sære gamle sager. Der er ingen luksus i normal forstand, men vi er omgivet af håndværk, og kærligheden til materialerne emmer ud af alle dele af huset. Vi er tilbage i middelalderen og med en netop afsluttet tempelridder triologi i bagagen, fatter jeg ikke hvordan bøgerne i en sådan grad har materialiseret sig for øjnene af mig - helt ned til hestene ude i træfolden.
Da jeg mødte Zala første gang var det i et sært lille lokale på Technische Universität, et lokale gemt væk i et, skulle man tro, af arkitekten glemt hjørne af matematikbygningen. Hun sad foran mig og knejsede arrogant med nakken, og jeg tænkte at det nok var den sidste person i hele Berlin som jeg havde lyst til at snakke med. Men hun meldte sig på det samme oplæg som jeg, og således blev hun den person i Berlin som jeg snakker mest med.
Zala er arrogant. Hun er stædig, stolt og meget kritisk over for sine omgivelser. Vi diskuterer tit og hader ofte hinanden, men befinder os alligevel utroligt godt i hinandens selskab. Om det er denne modsætning imellem os der får magien til at ske, eller om det bare fordi vi deler en umættelig appetit på eventyr skal jeg ikke kunne sige. Sidstnævnte resulterer dog ofte i at vi begiver os afsted, for når den ene foreslår noget, gerne lidt i sjov og lidt for langt ude, trækker den anden bare på skuldrene og siger "mjaa, lad os gøre det..."
Som da vi sad og drak øl i søndags. Vi havde besluttet os for at tage til Potsdam næste dag, for at besøge et spændende husprojekt/projekthus og fandt i den forbindelse på at kigge lidt på couchsurfing. Straks faldt det os ind at vi istedet for at bruge couchsurfing på original vis, hvor man beslutter sig for at rejse et sted hen, og derefter finder og kontakter en person i denne by, ville forsøge os med den omvendte rækkefølge; finde fede profiler og tage derhen. Og så faldt vi over Roberts profil. Denne viste en ung fyr med dreadlocks ned til røven, pirathat og et hus der mest af alt lignede et hus bygget oppe i et træ. Det var det vist også delvist, han havde i hvertfald selv bygget det meste, men vi fik det aldrig at se, for da han inviterede os til at komme, fortalte han at han p.t. passede et hus for en ven, som ikke var et hus, men et gammelt destilleri, og der kunne han da godt bruge noget selskab.
Og vi tog afsted. Byen vi skulle besøge hedder Pritzwalk og er en lille flække nogle timer oppe nordpå.
Henkastet og selvfølgeligt bestemte vi os om formiddagen til at blaffe dertil, på trods af grå himmel og trussel om sne, og vi begav os optimistiske afsted fra Alexander Platz.
Det gik godt og nemt. Vejret holdt tørt, og de 5 forskellige chauffører viste os et fint udsnit af disse motorvejsriddere, som tenderede til at være stereotyper der var sendt til os for at repræsentere den tyske befolkning. Der var den gamle mand som bare var glad og lykkelig og gentog hvad vi sagde flere gange, som om han smagte og nød ordene mens et evigt smil krusede om hans mund, der var den unge fyr som hørte meget høj rockmusik, røg cigaretter mens han sad foroverbøjet i sædet i sin gamle skrammelkasse og lige skulle et smut ind på Mc D og købe hamburgere, der var den middelaldrende herre som lidt bistert fortalte om vindmøllerne som ødelagde hans udsigt, den søde hjertelige dame som mens vi høre Enya fortalte lidt frygtsomt at det nu alligevel var lidt farligt at tomle, og kun fordi vi så så søde ud havde hun taget os med.
Og så var der Robert, som hentede os på den station vi var blevet sat af på, og som med sine ærlige øjne bød os velkommen ind på sin borg...
Magi. Kæmpe bygning, store kampsten og trælægter, sneen pakker alt ind, to arabiske heste står i folden, danser lidt nervøst rundt med bøjede halse ved synet af os, men strækker så de fine små hoveder frem i hilsen og æbleønske. Stor skorsten tårner sig op over os, storken har bygget en komfortabel rede øverst, men den står nu forladt og venter på forårets og sine beboeres komme.
Indenfor er der varmt. Dejlig rød hankat synger velkomstsang for os, og smyger sig rundt om vores ben da vi kommer ind. En stor masseovn sender varme rundt i væggene og bænken, det er et stort lokale vi befinder os i, en hal. Et kraftigt træbord bygget af en naver er centrum for vores måltider, hvor vi indtager lokalt produceret ost og brød, grøntsager, kød, imens vi sidder i træstolene med lædersæder, overdækket af lammeskind. Badeværelset er på størrelse med min lejlighed i Nordvest, badekarret i kobberlignende materiale står for sig selv i midten af rummet. Toilettet er gemt væk i et hjørne, og jeg måtte med forundring herefter sige at det var det første toilet jeg ikke havde kunnet finde, selvom jeg var kommet ind på badeværelset. Et klaver og et piano i et andet hjørne, og her forsøger jeg mig med at læse de ældgamle nodehæfter, katten synger med når jeg rammer en tone rigtigt. Nedenunder er smedien, med et stort åbent ildsted som centrum og 6 ambolte rundt om med en forladt hammer på et par af dem. Her spiller vi alle tre musik, med hamre og jerndimser, rundt og rundt i den rungende smedie, som betaler os tilbage med lange skygger fra kunstværker, håndværk, træ og jern. Udenfor henter vi brænde, går på opdagelse i de tusinde rum når vi kommer tilbage, nogle restaurerede, nogle tomme, nogle fyldt med sære gamle sager. Der er ingen luksus i normal forstand, men vi er omgivet af håndværk, og kærligheden til materialerne emmer ud af alle dele af huset. Vi er tilbage i middelalderen og med en netop afsluttet tempelridder triologi i bagagen, fatter jeg ikke hvordan bøgerne i en sådan grad har materialiseret sig for øjnene af mig - helt ned til hestene ude i træfolden.
fredag den 29. januar 2010
En lille tankebobbel
Jeg danser rundt i stuen til Kashmir, som de på mirakuløs vis er begyndt at spille hyppigt på min egen tyske radiostation, Radio Eins – nur für erwachsene! Jeg ligner allermest en svensk fodboldspiller fra 80’erne, til tider en engelsk dommer med mit nye hår. Måske skulle man overveje, næste gang man lod en veninde klippe sig, at være lidt mistænksom når hun står med en øl i den ene hånd og en joint i den anden. Måske skulle man ikke. 2 uger tilbage på studiet i Tyskland, så er det slut, og på trods af at jeg var forberedt på det, undrer jeg mig over hvor hurtig tiden kan gå. Som jeg har oplevet før i mine universitetsstudier, er det først når jeg slutter semesteret at jeg føler mig parat til at starte det. Jeg danner bagtrop. Jeg har præcis en uge tilbage i slutningen af tyverne, og jeg går og diskuterer lidt med mig selv hvor tungt jeg skal tage det. Men ærlig talt, så har jeg nok nået mere i mit hidtidige liv end jeg nogensinde havde håbet på da jeg blev født. Hvis man håber på noget der. Men jeg kan godt mærke presset fra samfundet, som på trods af vise sætninger som ”30’erne er de nye 20’ere” ånder mig tungt i nakken med forventninger om en for længst afsluttet u(d)dannelse , børn, mand og konsum – konsum – konsum.
Men hey - jeg har skørt hår og er i Berlin, hvem fanden bekymrer sig så om sin alder??!
onsdag den 13. januar 2010
Vinter i Berlin - Stemningsbilleder fra starten af et nyt årti - dog med godbidder fra det gamle
Jeg har besøg af min bror og hans kæreste. Selvom de lige er ankommet til Schönefeld Flughafen, og netop, efter en lidt kaotisk S-bahn tur, har sat sig til rette i min lejlighed, får jeg dem overtalt til at tage med mig ned på det lokale loppemarked. Det er jo søndag og det er det jo kun en gang om ugen, og i hvertfald kun en gang mens de er her. Så vi får overtøjet på igen, vi skal ud og se på lopper! Det er allerede dunkelt udenfor, for vi nærmer os støt og roligt årets korteste dag, men vi sniger os langsomt gennem Friedrichshain, forbi det indhegnede kunstværk, forbi min stamcafé Szimpla, og skråt hen over gaden til Boxhagener Platz. Boderne står der endnu, nogle af dem, men de fleste loppeejere ser ud til at have fået nok af frosten, og forbereder sig stampende og klappende på at hoppe hjemad. Ånden står i en hvid tåge fra deres munde når de mumler mængden af Euro, som de kræver for den gamle stol, den forede frakke, det stoppede ur eller den kasse skrammel som den potentielle kunde står med i hånden. Priskrigen sender de hvide skyer langsomt op mod himlen, indtil de mødes et sted på midten, bliver til en enhed, for derefter at forsvinde i den kolde luft. "Jo, den kan jeg da godt bruge hjemme i min stue" tænker den tilfredse kunde (på tysk), og skråner væk fra pladsen, mens han holder sin nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen.
Rundt om pladsen går det, vi skal nå at se det hele. Storebrors stedsans redder os fra at gå flere gange rundt, og min kærlighed til glühwein redder vores hænder en smule varme, og vores sjæle en smule julestemning, og med den i hånden falder Mikkel over en smuk gammel trækælk. Ikke bogstaveligt, men han opdager den og påpejer den, og det er lige hvad jeg har drømt om. "Snart kommer der sne", forsøger loppemanden sig, "du skal se, der kommer masser!", jeg på modsatte fløj påpejer kælkens fejl og mangler, rust, ælde, gamle skruer, men elsker den allerede inderst inde, og slynger min hvide prissky ud. Sælger vil meget gerne hjem, og det helst uden kælk, så vi bliver hurtigt enige, og med min nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen, skråner vi væk fra pladsen.
Jeg sover gerne med vinduet åbent, og den her morgen vågner jeg ved lyden af sne. Sne siger ikke så meget, men hvis du lytter godt efter, kan du høre hvordan luften ligesom har pakket sig sammen for at skabe en mindre verden. En intens dump verden som er mere stemningsfuld, mere intim, mere beskyttende. Du kan høre hvordan snefnuggende gør rummet mere fokuseret i deres dansende leg for at nå jorden først. Du kan høre hvordan det smager når det ensomme snefnug når dine læber, bliver siddende i sin smukke oprindelsesform et kort dirrende øjeblik, for derefter at smelte. Du kan høre hvordan omgivelserne sukker under det hvide lag, kokette og forfængelige over deres prægtige nye klæder, som de ved kun er til låns, men som hvert år giver dem en fornemmelse af stoisk ophøjethed og isnende stolthed.
Jeg sætter mig op i sengen og råber "Schnee!!"
Fortsættes snart, men nu skal jeg altså gøre rent!
Rundt om pladsen går det, vi skal nå at se det hele. Storebrors stedsans redder os fra at gå flere gange rundt, og min kærlighed til glühwein redder vores hænder en smule varme, og vores sjæle en smule julestemning, og med den i hånden falder Mikkel over en smuk gammel trækælk. Ikke bogstaveligt, men han opdager den og påpejer den, og det er lige hvad jeg har drømt om. "Snart kommer der sne", forsøger loppemanden sig, "du skal se, der kommer masser!", jeg på modsatte fløj påpejer kælkens fejl og mangler, rust, ælde, gamle skruer, men elsker den allerede inderst inde, og slynger min hvide prissky ud. Sælger vil meget gerne hjem, og det helst uden kælk, så vi bliver hurtigt enige, og med min nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen, skråner vi væk fra pladsen.
Jeg sover gerne med vinduet åbent, og den her morgen vågner jeg ved lyden af sne. Sne siger ikke så meget, men hvis du lytter godt efter, kan du høre hvordan luften ligesom har pakket sig sammen for at skabe en mindre verden. En intens dump verden som er mere stemningsfuld, mere intim, mere beskyttende. Du kan høre hvordan snefnuggende gør rummet mere fokuseret i deres dansende leg for at nå jorden først. Du kan høre hvordan det smager når det ensomme snefnug når dine læber, bliver siddende i sin smukke oprindelsesform et kort dirrende øjeblik, for derefter at smelte. Du kan høre hvordan omgivelserne sukker under det hvide lag, kokette og forfængelige over deres prægtige nye klæder, som de ved kun er til låns, men som hvert år giver dem en fornemmelse af stoisk ophøjethed og isnende stolthed.
Jeg sætter mig op i sengen og råber "Schnee!!"
Fortsættes snart, men nu skal jeg altså gøre rent!
torsdag den 3. december 2009
Et lille indlæg om cykler
Da jeg på det seneste, på det groveste, har svigtet jeres, forestiller jeg mig, ufravigelige trofasthed, vil jeg nu skrive et lille indlæg om noget så, tilsyneladende, ligegyldigt som cykler. Eller rettere sagt min cykel. (Og da jeg altid, i følge min mor og diverse andre skolelærertyper, har været enormt dårlig til at sætte komma, ved jeg udemærket at ovestående sætning er et minefelt for mig, men jeg vælger at ignorere den eksplosion af rødt blæk, som jeg givetvis ville kunne forestille mig (og hvornår begynder man egentlig at kunne bruge den undskyldning, at da man jo bor i et andet land, så følger der nødvendigvis nogle svækkelser af ens modersmåls retskrivning med?))
Min cykel blev født på det tyrkiske marked. I hvertfald for mig. Det tyrkiske marked er kendt for at sælge stjålne cykler, og helt rent mel i posen havde han måske heller ikke, ham der solgte den til mig. Men jeg vælger at være naiv og tro på at den rent faktisk bare var en gammelt brugt cykel, og da den jo også havde en fastmonteret lås med en nøgle, gav dette mig styrken til at blive i troen. Men jeg har bestemt mig for ikke at blive alt for sur den dag den bliver stjålet, og det gør den, for det gør alle cykler i Berlin.
Når man flytter til et andet sted, en anden by, er man turist indtil man får sit eget køretøj.
- Når jeg cykler stolt rundt på min cykel, føler jeg at det er min by og når brostenene truer med at skille min cykel ad, er det min gade. Når jeg cykler gennem Tiergarten, er det min park, og jeg er i min fulde ret til at bande på tysk over alle de afspærringer som kommer mig i vejen. Når jeg cykler ned af Karl Marx Allee, er det mig der er paraden, og når jeg kører forbi julemarkedet på Alex er det min glühwein!
I dag gav Berlin mig så to små hændelser på min cykel. Da jeg i morges, morgentræt, men stadig ved godt mod - tilskyndet af den klare blå himmel, og grinende højt, grundet en "Selvsving" podcast i ørene, kom cyklende, kørte jeg forbi en anden cyklist. Vi var vist begge på vej uden om et af utallige vejarbejder, men da jeg kiggede op og så denne her unge fyr i øjnene, skraldgrinede han også! Hvorfor ved jeg ikke. Måske var han lykkeligt opslugt af livet, måske tænkte han på en nylig dejlig hændelse eller måske var han bare glad for at se en anden smile på denne kolde, men klare vintermorgen. Og nej, nu vil jeg ikke skrive hvordan sådan et smil kan tø selv de koldeste vinterfødder op, da det bliver for klichéfyldt, men i stedet stoppe mine selvmodsigelser med et "fuck, hvor blev jeg glad!". Han så også godt ud, bevares, men i virkeligheden var det nok mere dette uventede indblik i hans liv. Vi lukkede begge op for hinanden i dette korte øjeblik, og cyklede så begge videre i hver vores retning.
Som de fleste mennesker har jeg også en ond dobbeltgænger, og den kom til syne på min vej tilbage i den mørke aftenstund. Nu havde jeg så "sproglaboratoriet" i ørene (jo, man skal vel reklamere lidt for p1 hvor man kan), og på trods af at det ofte får mig til at grine, havde jeg nu intet smil på læben. Efter en lang dag, hvor jeg med slid og slæb havde klaret mig godt igennem mit første tyske oplæg, var jeg virkelig træt, og nok også lidt sulten, og altså nok også lidt irritabel, så da jeg så utallige mennesker, som det så ofte sker i Berlin, fuldstændig ignorere muligheden for tilstedeværelsen af cyklister, på vej hen over vejen lige foran mig, styrede jeg målrettet hen mod en af dem, og råbte højt på mit bedste københavnske "hallååååå"! (min cykelklokke virker ikke). Den stakkels mand sprang forskrækket til side for at undgå kollition med dette sindsyge menneske, som med mærkelige lyde kom hurtigt henimod ham. Jeg fik efterfølgende så dårlig samvittighed, at jeg næsten vendte om for at finde ham igen. Mand derude... Undskyld!
Altså to finurlige modsatrettede hændelser på min sorte, tunge, beskidte, dejlige damecykel.
Og et usammenhængende blogindlæg, som heldigvis hverken er en skoleopgave, eller et tysk oplæg, og som i kan tage som det er, et udtryk på en meget træt Signe.
Godnat København - godnat Berlin!
Min cykel blev født på det tyrkiske marked. I hvertfald for mig. Det tyrkiske marked er kendt for at sælge stjålne cykler, og helt rent mel i posen havde han måske heller ikke, ham der solgte den til mig. Men jeg vælger at være naiv og tro på at den rent faktisk bare var en gammelt brugt cykel, og da den jo også havde en fastmonteret lås med en nøgle, gav dette mig styrken til at blive i troen. Men jeg har bestemt mig for ikke at blive alt for sur den dag den bliver stjålet, og det gør den, for det gør alle cykler i Berlin.
Når man flytter til et andet sted, en anden by, er man turist indtil man får sit eget køretøj.
- Når jeg cykler stolt rundt på min cykel, føler jeg at det er min by og når brostenene truer med at skille min cykel ad, er det min gade. Når jeg cykler gennem Tiergarten, er det min park, og jeg er i min fulde ret til at bande på tysk over alle de afspærringer som kommer mig i vejen. Når jeg cykler ned af Karl Marx Allee, er det mig der er paraden, og når jeg kører forbi julemarkedet på Alex er det min glühwein!
I dag gav Berlin mig så to små hændelser på min cykel. Da jeg i morges, morgentræt, men stadig ved godt mod - tilskyndet af den klare blå himmel, og grinende højt, grundet en "Selvsving" podcast i ørene, kom cyklende, kørte jeg forbi en anden cyklist. Vi var vist begge på vej uden om et af utallige vejarbejder, men da jeg kiggede op og så denne her unge fyr i øjnene, skraldgrinede han også! Hvorfor ved jeg ikke. Måske var han lykkeligt opslugt af livet, måske tænkte han på en nylig dejlig hændelse eller måske var han bare glad for at se en anden smile på denne kolde, men klare vintermorgen. Og nej, nu vil jeg ikke skrive hvordan sådan et smil kan tø selv de koldeste vinterfødder op, da det bliver for klichéfyldt, men i stedet stoppe mine selvmodsigelser med et "fuck, hvor blev jeg glad!". Han så også godt ud, bevares, men i virkeligheden var det nok mere dette uventede indblik i hans liv. Vi lukkede begge op for hinanden i dette korte øjeblik, og cyklede så begge videre i hver vores retning.
Som de fleste mennesker har jeg også en ond dobbeltgænger, og den kom til syne på min vej tilbage i den mørke aftenstund. Nu havde jeg så "sproglaboratoriet" i ørene (jo, man skal vel reklamere lidt for p1 hvor man kan), og på trods af at det ofte får mig til at grine, havde jeg nu intet smil på læben. Efter en lang dag, hvor jeg med slid og slæb havde klaret mig godt igennem mit første tyske oplæg, var jeg virkelig træt, og nok også lidt sulten, og altså nok også lidt irritabel, så da jeg så utallige mennesker, som det så ofte sker i Berlin, fuldstændig ignorere muligheden for tilstedeværelsen af cyklister, på vej hen over vejen lige foran mig, styrede jeg målrettet hen mod en af dem, og råbte højt på mit bedste københavnske "hallååååå"! (min cykelklokke virker ikke). Den stakkels mand sprang forskrækket til side for at undgå kollition med dette sindsyge menneske, som med mærkelige lyde kom hurtigt henimod ham. Jeg fik efterfølgende så dårlig samvittighed, at jeg næsten vendte om for at finde ham igen. Mand derude... Undskyld!
Altså to finurlige modsatrettede hændelser på min sorte, tunge, beskidte, dejlige damecykel.
Og et usammenhængende blogindlæg, som heldigvis hverken er en skoleopgave, eller et tysk oplæg, og som i kan tage som det er, et udtryk på en meget træt Signe.
Godnat København - godnat Berlin!
Abonner på:
Opslag (Atom)