Vinter i Berlin - Stemningsbilleder fra starten af et nyt årti - dog med godbidder fra det gamle

Jeg har besøg af min bror og hans kæreste. Selvom de lige er ankommet til Schönefeld Flughafen, og netop, efter en lidt kaotisk S-bahn tur, har sat sig til rette i min lejlighed, får jeg dem overtalt til at tage med mig ned på det lokale loppemarked. Det er jo søndag og det er det jo kun en gang om ugen, og i hvertfald kun en gang mens de er her. Så vi får overtøjet på igen, vi skal ud og se på lopper! Det er allerede dunkelt udenfor, for vi nærmer os støt og roligt årets korteste dag, men vi sniger os langsomt gennem Friedrichshain, forbi det indhegnede kunstværk, forbi min stamcafé Szimpla, og skråt hen over gaden til Boxhagener Platz. Boderne står der endnu, nogle af dem, men de fleste loppeejere ser ud til at have fået nok af frosten, og forbereder sig stampende og klappende på at hoppe hjemad. Ånden står i en hvid tåge fra deres munde når de mumler mængden af Euro, som de kræver for den gamle stol, den forede frakke, det stoppede ur eller den kasse skrammel som den potentielle kunde står med i hånden. Priskrigen sender de hvide skyer langsomt op mod himlen, indtil de mødes et sted på midten, bliver til en enhed, for derefter at forsvinde i den kolde luft. "Jo, den kan jeg da godt bruge hjemme i min stue" tænker den tilfredse kunde (på tysk), og skråner væk fra pladsen, mens han holder sin nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen.
Rundt om pladsen går det, vi skal nå at se det hele. Storebrors stedsans redder os fra at gå flere gange rundt, og min kærlighed til glühwein redder vores hænder en smule varme, og vores sjæle en smule julestemning, og med den i hånden falder Mikkel over en smuk gammel trækælk. Ikke bogstaveligt, men han opdager den og påpejer den, og det er lige hvad jeg har drømt om. "Snart kommer der sne", forsøger loppemanden sig, "du skal se, der kommer masser!", jeg på modsatte fløj påpejer kælkens fejl og mangler, rust, ælde, gamle skruer, men elsker den allerede inderst inde, og slynger min hvide prissky ud. Sælger vil meget gerne hjem, og det helst uden kælk, så vi bliver hurtigt enige, og med min nyerhvervede ejendom tæt ind til kroppen, skråner vi væk fra pladsen.


Jeg sover gerne med vinduet åbent, og den her morgen vågner jeg ved lyden af sne. Sne siger ikke så meget, men hvis du lytter godt efter, kan du høre hvordan luften ligesom har pakket sig sammen for at skabe en mindre verden. En intens dump verden som er mere stemningsfuld, mere intim, mere beskyttende. Du kan høre hvordan snefnuggende gør rummet mere fokuseret i deres dansende leg for at nå jorden først. Du kan høre hvordan det smager når det ensomme snefnug når dine læber, bliver siddende i sin smukke oprindelsesform et kort dirrende øjeblik, for derefter at smelte. Du kan høre hvordan omgivelserne sukker under det hvide lag, kokette og forfængelige over deres prægtige nye klæder, som de ved kun er til låns, men som hvert år giver dem en fornemmelse af stoisk ophøjethed og isnende stolthed.
Jeg sætter mig op i sengen og råber "Schnee!!"

Fortsættes snart, men nu skal jeg altså gøre rent!