Et lille indlæg om cykler

Da jeg på det seneste, på det groveste, har svigtet jeres, forestiller jeg mig, ufravigelige trofasthed, vil jeg nu skrive et lille indlæg om noget så, tilsyneladende, ligegyldigt som cykler. Eller rettere sagt min cykel. (Og da jeg altid, i følge min mor og diverse andre skolelærertyper, har været enormt dårlig til at sætte komma, ved jeg udemærket at ovestående sætning er et minefelt for mig, men jeg vælger at ignorere den eksplosion af rødt blæk, som jeg givetvis ville kunne forestille mig (og hvornår begynder man egentlig at kunne bruge den undskyldning, at da man jo bor i et andet land, så følger der nødvendigvis nogle svækkelser af ens modersmåls retskrivning med?))

Min cykel blev født på det tyrkiske marked. I hvertfald for mig. Det tyrkiske marked er kendt for at sælge stjålne cykler, og helt rent mel i posen havde han måske heller ikke, ham der solgte den til mig. Men jeg vælger at være naiv og tro på at den rent faktisk bare var en gammelt brugt cykel, og da den jo også havde en fastmonteret lås med en nøgle, gav dette mig styrken til at blive i troen. Men jeg har bestemt mig for ikke at blive alt for sur den dag den bliver stjålet, og det gør den, for det gør alle cykler i Berlin.

Når man flytter til et andet sted, en anden by, er man turist indtil man får sit eget køretøj.
- Når jeg cykler stolt rundt på min cykel, føler jeg at det er min by og når brostenene truer med at skille min cykel ad, er det min gade. Når jeg cykler gennem Tiergarten, er det min park, og jeg er i min fulde ret til at bande på tysk over alle de afspærringer som kommer mig i vejen. Når jeg cykler ned af Karl Marx Allee, er det mig der er paraden, og når jeg kører forbi julemarkedet på Alex er det min glühwein!

I dag gav Berlin mig så to små hændelser på min cykel. Da jeg i morges, morgentræt, men stadig ved godt mod - tilskyndet af den klare blå himmel, og grinende højt, grundet en "Selvsving" podcast i ørene, kom cyklende, kørte jeg forbi en anden cyklist. Vi var vist begge på vej uden om et af utallige vejarbejder, men da jeg kiggede op og så denne her unge fyr i øjnene, skraldgrinede han også! Hvorfor ved jeg ikke. Måske var han lykkeligt opslugt af livet, måske tænkte han på en nylig dejlig hændelse eller måske var han bare glad for at se en anden smile på denne kolde, men klare vintermorgen. Og nej, nu vil jeg ikke skrive hvordan sådan et smil kan tø selv de koldeste vinterfødder op, da det bliver for klichéfyldt, men i stedet stoppe mine selvmodsigelser med et "fuck, hvor blev jeg glad!". Han så også godt ud, bevares, men i virkeligheden var det nok mere dette uventede indblik i hans liv. Vi lukkede begge op for hinanden i dette korte øjeblik, og cyklede så begge videre i hver vores retning.

Som de fleste mennesker har jeg også en ond dobbeltgænger, og den kom til syne på min vej tilbage i den mørke aftenstund. Nu havde jeg så "sproglaboratoriet" i ørene (jo, man skal vel reklamere lidt for p1 hvor man kan), og på trods af at det ofte får mig til at grine, havde jeg nu intet smil på læben. Efter en lang dag, hvor jeg med slid og slæb havde klaret mig godt igennem mit første tyske oplæg, var jeg virkelig træt, og nok også lidt sulten, og altså nok også lidt irritabel, så da jeg så utallige mennesker, som det så ofte sker i Berlin, fuldstændig ignorere muligheden for tilstedeværelsen af cyklister, på vej hen over vejen lige foran mig, styrede jeg målrettet hen mod en af dem, og råbte højt på mit bedste københavnske "hallååååå"! (min cykelklokke virker ikke). Den stakkels mand sprang forskrækket til side for at undgå kollition med dette sindsyge menneske, som med mærkelige lyde kom hurtigt henimod ham. Jeg fik efterfølgende så dårlig samvittighed, at jeg næsten vendte om for at finde ham igen. Mand derude... Undskyld!

Altså to finurlige modsatrettede hændelser på min sorte, tunge, beskidte, dejlige damecykel.

Og et usammenhængende blogindlæg, som heldigvis hverken er en skoleopgave, eller et tysk oplæg, og som i kan tage som det er, et udtryk på en meget træt Signe.

Godnat København - godnat Berlin!