It's a fine day. People open windows.

Advarsel: fare for meget ekspressiv følelsesladet tale.

Kender I den følelse man får når det er forår?? Ja, selvfølgelig gør I det, for I går nok alle sammen rundt med den i maven nu, som om alle ens organer er lavet om til potentiel energi der råber og skriger på at blive sluppet løs.
Min forårsfølelse er ledsaget af et stort hul i maven. Rundt omkring det vælter energibomberne med liv - masser af glæde og kærlighed og en hel masse appetit, nogle gange falder de ned i hullet, eksploderer og får mine øjne til at løbe over igen.

Første gang de løb over, i denne anledning i det mindste, var nede i Netto i dag. Jeg gik i grøntsagsafdelingen og puttede lidt ligegyldigt mine kommende madvarer i kurven, som man nu gør. Da jeg nåede til løgene tog jeg en pose op, og pludseligt slog det mig at det var sidste gang jeg ville købe løg der - i den Netto - i den sammenhæng. Så begyndte jeg at græde. Midt i Netto stod jeg og kiggede forvirret på en pose løg, mens tårene løb ned af kinderne på mig. Og nok er det normalt at løg får en til at græde, men alligevel tiltrak jeg en del medlidende blikke. Forsøgte at skjule mine snøft på resten af den vante tur rundt i butikken, men mine røde øjne blev ved med at producere saltvand, forbi mejerivarerne, drikkevarerne, pastaafdelingen, gennem betalingen, på trods af en som altid billig pris, og ude i solskinnet. Det lykkedes heller ikke fordgængerovergangen at stoppe dem, og da jeg kom hjem i min dejlige lejlighed og gav dem lov, føltes de bare endnu mere uudtømmelige.

Tårene stoppede dog på et tidspunkt. Jo, det gjorde de, men i stedet kom der et hul i maven. Som før beskrevet dog ledsaget af en insisterende forårsfølelse som det bestemt ikke er særligt nemt at ignorere. Så jeg tog både hul og forår med ned i parken og satte mig på en bænk. Lod solen bage på min sorte vinteruldjakke som jeg så blev nød til at smide, lod de andres forårsfornemmelser blandes med min og lod alle de glade forårs- og sommerminder, dem som kommer når alle ens sanser bliver mindet om en sommerskumring, festivaler, parker og venner med meget lidt tøj på som griner op mod dig, imens de misser mod solen, vælte ind over mig.

Berlin slipper mig åbenbart ikke så let, eller omvendt, og jeg håber at jeg snart kan fylde hullet op med min ellers også uudslukkelige kærlighed til København, og indtil da må jeg jo tage det som et positivt tegn, et tegn på at jeg har levet nogle af mit livs lykkeligste dage her, at jeg har proppet mig med oplevelser og at jeg stadig vil have foråret inde i mig når jeg kommer hjem.

Det er min sidste uge i Berlin.

Hvorfor har alle 80'er hår i Spandau?

Jeg ved det ikke, men jeg passer godt ind...

Her er et digt hvis I er til den slags:

Because of the spring,
I jumped on my bike and ran,
through the city,
through Kaiserdamm.
Now I sit by the river and cry,
as everyone does,
not because of a guy,
but because of you,
as if that was something new

On the way I saw your stones,
as if I went through a body,
and collected the bones.
I followed your blood,
and laughed to a cell,
as I thought to myself,
this is where the actors dwell

In the network of sound,
of room and space,
I suddenly stopped on my round,
my wonderful chase,
I had to look at your structure,
as if I could locate a fracture,
holding back my rapture,
when I found what i sought.
Here is my song:

I saw you as young,
I saw you as a soldier,
Fighting for yourself,
I saw you as older,
I kept you as a spider,
spinning my words,
singing,
to the birds.

As a stranger I kissed you,
next to me on the bench,
I saw your beauty,
or mine,
behind your revenge,
your wrath, your crossings and voids,
avoid to ever fill them.
I don’t care about your feet,
you said “Really – there is no need,
I can walk by myself,
I don’t need you to try,
if you put me on a shelf,
I’d put dust in your eye.

Because of your loyalty,
you thought I would freeze,
instead,
I give you these,
not in my language,
but in my flair,
as a compensation,
for the phones you do not wear,
take it to the other,
if you could bother,
to cry by the water,
and me”

What I hate about this,
is what I enjoy,
being parted in two,
taking roles as a toy,
is exactly what causes,
the safety of double,
that when I have trouble,
I turn to a side,
until this also bites,
you could call it flights,
I call it love.

Cause you kind of always like me,
and not only what I should be,
you might be my twin,



Written by me 18th of March 2010.