lørdag den 19. september 2009

Ny lejlighed

Jeg er jo kommet helt bagud med min blog! -Det må jeg rette op på!

Jeg skifter hermed omgivelser fra en seng i en villa i Treptow, til en brun kunstlædersofa på et hostel i Friedrichshain.

Sarahs familie var virkeligt gæstfrie, jeg havde en dejlig uge der, hvor jeg fik ro til at søge lejlighed. Og det gjorde jeg så. Jeg brugte næsten alt min tid på internettet, hvor jeg skrev tonsvis af mails (hvis de da vejer noget?!) . Og så drønede jeg ellers rundt i Berlin og så på lejligheder. Jeg vil sige man får et ret godt kendskab til byen og dens transportnet når man søger lejlighed, og samtidig får man også et interessant indblik i den berlinske hverdag. Når disse positive sider er sagt, må jeg dog også sige at det var noget hårdt og stressende. Det var ikke så nemt som jeg havde troet, der er jo studiestart for alle nu, og der er mange der søger. Men lykkens gudinde smilede til mig, eller rettere sagt Holger gjorde, han inviterede mig nemlig til at komme og se hans fine lejlighed i Friedrichshain, og på trods af at han vist havde røget en joint eller to da jeg ankom, var han parat til at leje lejligheden til mig. Det sagde jeg glad ja til, han måtte sige nej til 9 andre og så havde jeg ellers en lejlighed. (det skal lige siges at han var meget klar og delvist fornuftig, da jeg tog ud og skrev kontrakt)

Lejligheden er 55 kvm. Den har 2 værelser; en stor stue og et lille soveværelse. Så er der et stort badeværelse med badekar, en lang gang og et lille fint køkken. Så der er masser af plads til gæster og fester:-)

Jeg flytter i slutningen af september, altså lige om lidt, og jeg glæder mig!! Det er et virkeligt dejligt område, meget hipt, og meget pulserende!

Da der ligesom var kommet ro på lejlighedssituationen besluttede jeg mig til en lille smuttur til DK. Frands blev 30 år og han og Rie havde inviteret mig til Ballum. Det er jo så tæt på at være Tyskland som noget kan være, ud over Tyskland selv selvfølgelig, og det var også lykkedes dem på mirakuløs vis at skaffe mig et lift fra Berlin. Så farvel til den dejlige familie i Treptow, de tilbød mig ellers at jeg kunne komme tilbage efter weekenden, men da syntes jeg at jeg havde modtaget nok af deres gæstfrihed. Så efter en hektisk tur i Ballum, med den største fiskebuffet jeg længe har set, og lidt for mange snaps som resulterede en overvældende Signeinfluenza i maven næste dag, tog jeg tilbage til Berlin mandag og indlogerede mig på dette hostel.

På mandag kan jeg bo hos en ny couchsurfer indtil torsdag, og så begynder det vist heldigvis at nærme sig med min permanente flytning. Det bliver rart at få lidt ro på.

Ellers synes jeg at dagene flyver afsted. Kan slet ikke følge med. Jeg har tysk kursus hver dag fra 14-18 og om aftenen sker der stort set noget hver dag. Erasmus teamet er meget socialt, og det gælder jo lidt om at være på fra start af. Det er nu noget udmattende!
Formiddagene går med at ordne formelle ting, bank, folkeregister osv. osv. Så jeg synes det står sløjt til med min afslapningskvote på nuværende tidspunkt!

Nu til noget andet: I denne weekend er der en flok på ca. 35.000, mere eller mindre sindsyge mennesker, som har tænkt sig at løbe omkring 42 km. rundt i Berlin?! Jeg tænker at man må blive lettere forvirret når man møder muren i Berlin... (aj, ok, det er jo ikke sjovt...) Nå, to af de her løbere er Nikoline og hendes veninde, og de ankom derfor med et kun lidt forsinket Easy-jet fly i går. Nu er de så på pasta/rødbedesaftkur indtil søndag, men herefter regner jeg bestemt med at vi skal rundt og finde lidt af Berlins natteliv! I dag bevæger vi os på alternativ byvandring, ud for at se på grafitti og subkulturelle højdepunkter i Berlin. Yeah!

Alt for nu! Håber at alt er godt hos jer!

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Hej søde. Lyder godt med lejligheden. Glæder mig til at komme på besøg. Den med muren synes jeg var ok god humor :o)
Har du planlagt hvornår du kommer til københavn? Pas godt på dig selv. Knus fra Kirsten

Digital Storylan sagde ...

Hov hov sindsyge løbere er vi altså ikke men måske lettere vanvittige - men tusind tak fordi du var der oh heppede på os - Det eneste jeg tænkte på under de 42 km var den champagne du bar rundt på:)

Glæder mig til at se din lejlighed næste gang jeg kigger forbi:)